Photo: Centers for Disease Control and Prevention

Solide data er vigtigt våben i kampen mod antibiotikaresistens

tirsdag 07 jun 16

Kontakt

Flemming Bager
Afdelingschef
DTU Fødevareinstituttet
35 88 69 96

Kontakt

Frank Møller Aarestrup
Professor, forskningsgruppeleder
DTU Fødevareinstituttet
35 88 62 81

Solide data om både antibiotikaforbrug og -resistens er et afgørende våben i kampen mod resistente bakterier. I Danmark har den erkendelse allerede for 20 år ført til oprettelsen af overvågningsprogrammet DANMAP, som siden har inspireret globalt. Senest har EU’s sundhedskommissær været i Danmark og set nærmere på programmet, og American Society for Microbiology har lavet en video om de danske erfaringer. Forskere fra DTU Fødevareinstituttet har fra begyndelsen spillet en central rolle i DANMAP.

Ved gentagen brug kan pencillin og andre typer af antibiotika miste deres virkning, fordi bakterierne udvikler resistens overfor stofferne. Det kan gøre det sværere – og i værste fald umuligt – at behandle bakterieinfektioner hos både mennesker og dyr. Antibiotikaresistens koster ifølge tal fra EU hvert år 25.000 europæere livet.

Det danske overvågningssystem

I Danmark har forskere, myndigheder og industrien længe været klar over nødvendigheden af, at beslutningstagerne bliver udstyret med solide data for at kunne træffe vidensbaserede beslutninger om, hvordan antibiotikaresistensproblematikken skal tackles.

Den erkendelse førte i 1995 til oprettelsen af DANMAP-programmet, som DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet og Statens Serum Institut står bag. I programmet overvåges brugen af antibiotika til mennesker og dyr i Danmark, og forekomsten af antibiotikaresistens blandt bakterier i dyr, mennesker og fødevarer.

Siden 1995 har DANMAP-data bl.a. medvirket til forbud mod brug af antibiotiske vækstfremmere i sidste halvdel af 1990’erne. DANMAP’s løbende fokus på brug af antibiotika til husdyr var også medvirkende til indførelse af Gult kort-ordningen, som er Fødevarestyrelsens indsats i besætninger med højt antibiotikaforbrug.

DANMAP data har også været brugt aktivt af husdyrbruget, som frivilligt har minimeret brug af cephalosporiner, som er kritisk vigtige til behandling af mennesker.

Danmark inspirerer i EU og USA

EU’s sundhedskommissær Vytenis Andriukaitis var på besøg i Danmark den 19. maj 2016 bl.a. for at høre om DANMAP. Ved et møde med forskere fra DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut fik kommissæren således indblik i, hvordan den systematiske DANMAP-overvågning er blevet brugt til at nedbringe antibiotikaforbruget betydeligt i fødevareproduktion uden at gå på kompromis med hverken dyrevelfærd eller produktionen.

Forskerne fortalte også om deres visioner for, hvordan global deling af nationale resistensdata kan bruges til at tackle resistensproblemer på verdensplan.

American Society for Microbiology har også lavet en video om Danmarks erfaringer med DANMAP og nogle af de forsøg, danske landmænd har givet sig i kast med for at finde måder at producere f.eks. svin uden brug af antibiotika. 

Med mindre verdenssamfundet sætter ind for at bekæmpe resistensproblematikken, vil den samlede regning på grund af sygdom og død og et deraf følgende fald i produktivitet frem til år 2050 kunne beløbe sig til 100 billioner amerikanske dollars. Det fortæller afdelingschef Flemming Bager fra DTU Fødevareinstituttet i videoen med henvisning til den britiske rapport ’Antimicrobial Resistance: Tackling a crisis for the health and wealth of nations’.

Se og læs mere

Se videoen fra American Society for Microbiology på YouTube: Using data for action against antimicrobial resistance (video).

Resultaterne af den årlige DANMAP overvågning publiceres hvert år i en rapport, som kan hentes fra DANMAP’s website. Læs også folderen om DANMAP-programmet: Data for Action (pdf).

Læs mere om antibiotikaresistens problematikken og den forskning, som udføres på DTU Fødevareinstituttet for at bekæmpe resistens, på instituttets temasite om antibiotikaresistens.

Relaterede Videoer  

Vis flere