Photo: National Food Institute, Technical University of Denmark

Fødevaresikkerheden i Danmark er generelt meget høj

fredag 15 aug 14
|

Kontakt

Specialkonsulent Birgitte Helwigh
bhel@food.dtu.dk
Tlf. 40211962

Kontakt

Institutdirektør Jørgen Schlundt
jors@food.dtu.dk
Tlf. 23 67 47 48

Lande med et effektivt overvågningssystem har helt naturligt større sandsynlighed for at påvise flere tilfælde af sygdom. Det er derfor ikke muligt at sammenligne forekomsten af fødevarebårne sygdomstilfælde hos mennesker fra forskellige europæiske lande, som det er gjort i medierne i dag. Danmark er internationalt kendt for at have en høj fødevaresikkerhed.

Medierne citerer den 15. august 2014 en rapport fra den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, om forekomsten af zoonoser hos mennesker og i fødevarer fra 2012. Zoonoser er sygdomme, som kan smitte fra dyr og fødevarer til mennesker.

Medierne udtaler i den forbindelse, at Danmark har en dårlig placering i Europa, når det gælder sygdomstilfælde hos mennesker forårsaget af listeria, salmonella eller campylobacter.

Antallet af registrerede sygdomstilfælde hos mennesker i Danmark afspejler imidlertid ikke fødevaresikkerheden i Danmark. Det er kendt, at cirka halvdelen af patienter med salmonella har taget deres infektion med hjem fra udlandet, mens det er tilfældet for cirka en tredjedel af campylobactertilfældene.

EFSA gør i sin rapport også opmærksom på, at resultaterne for sygdom hos mennesker ikke er sammenlignelige.

”Landene i EU har meget forskellige systemer for påvisning og rapportering af fødevarebårne sygdomme hos mennesker. Det betyder, at man ikke på grundlag af rapporten kan sammenligne niveauet af fødevarebårne sygdomme i for eksempel Danmark og Bulgarien”, siger specialkonsulent Birgitte Helwigh fra DTU Fødevareinstituttet.

DTU Fødevareinstituttet kan således ikke genkende billedet af, at fødevaresikkerheden i Danmark skulle være blandt de dårligste i Europa. Tværtimod.

”Når vi ser på hvilke lande, der har brugt videnskabelige metoder til effektivt at bekæmpe fødevarebårne sygdomme, så ligger Danmark i toppen,” udtaler institutdirektør Jørgen Schlundt fra DTU Fødevareinstituttet.

”Mange lande i verden vender blikket mod Danmark for at lære af, hvordan myndigheder, forskere og industri i samarbejde gennem de sidste 20 år markant har forbedret fødevaresikkerheden. Det har fx resulteret i, at danskproducerede æg i dag er salmonellafri,” tilføjer han.

Danmark har gennem denne målrettede indsats i fødevareproduktionen markant reduceret antallet af sygdomstilfælde hos mennesker forårsaget af salmonella. Faktisk nåede antallet af danskere, der er smittet med salmonella et historisk lavt niveau i 2013 med 1.136 tilfælde hvoraf 52% blev smittet i udlandet. Antallet af syge var 77% lavere end i 1997, da der blev registreret flest salmonella smittede.

Det samme gælder resistente bakterier i fødevarer. Overvågningen viser, at dansk kød indeholder færre resistente bakterier end kød fra andre lande. Disse indsatser er alle gennemført i et tæt samarbejde mellem industrien, myndighederne og forskningsinstitutioner.

Læs mere  
Se hele EFSA’s rapport om forekomsten af zoonoser hos mennesker og i fødevarer.

Se også rapporten, der viser forekomsten af zoonoser hos mennesker og i fødevarer i Danmark for 2013: Annual Report on Zoonoses in Denmark 2013.

Rapporten er udarbejdet af Zoonosecentret i DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen.

Relaterede Videoer  

Vis flere