DTU designer billige og bedre boliger

tirsdag 01 jul 14
|
Studerende fra tre DTU-institutter har i samarbejde med byggebranchen udviklet en prototype på fremtidens intelligente storby-bolig, hvor byboerne kan bo sammen og dele plads og energiudgifter. Huset deltager i den internationale Solar Decathlonkonkurrence
i Versailles, Frankrig.

En gruppe DTU-studerende, DTU Team, har udviklet et ambitiøst projekt til, hvordan byggebranchen kan bygge billige, fleksible og energibesparende boliger på taget af eksisterende bygninger i storbyer som København. Projektet lægger op til en helt ny måde at bo og leve på med større livskvalitet og mindre energiudgifter.

Tanken bag projektet er at skabe energiproducerende, intelligente boliger, hvor energien skabes af solen, kan tilpasses den enkelte beboers behov og deles i et såkaldt smart-grid. Resultatet er en helt ny boligtype, der både er mere miljøvenlig og billigere at bo i
end almindelige boliger.

Projektet hedder ”EMBRACE” og deltager i dette års internationale konkurrence Solar Decathlon, som åbnede 27. juni i Versailles uden for Paris. Konkurrencens overordnede mål er at fremme forskning, udvikling og viden om bæredygtighed og udnyttelse af solens energi. Projektet ”EMBRACE” er blevet til gennem et tæt samarbejde mellem DTU og en række sponsorer fra byggebranchen, som foruden finansiel støtte har ydet de studerende teknisk sparring og professionel rådgivning. Projektet tager udgangspunkt i det nye byudviklingsprojekt i Nordhavnen i København, hvor visionen er at skabe en grøn og bæredygtig bydel med fokus på beboelse, transport, grønne områder og udendørs aktiviteter.

 
Huset blev tidligere på sommeren opført på DTU’s Campus og blev 22. maj åbnet af Klima-, Energi- og Bygningsminister Rasmus Helveg Petersen deltagelse af den franske ambassadør i Danmark François Zimerays.

Større livskvalitet

”De studerendes projekt er DTU’s 2014-forsøg på at vise på et generelt plan, at en holistisk tilgang til teknik kan føre til radikal innovation i samfundet. Vi ønsker med ”EMBRACE” at vise, at DTU kan tænke innovativt og helhedsorienteret og medvirke til at løse aktuelle samfundsproblemer. Projektet er de studerendes bæredygtige svar på behovet for at spare på ressourcer, og på hvordan vi i fremtiden kan bo flere sammen og dele energiudgifter,” siger DTU-lektor Christian Rønne, som er leder af Solar Decathlon-projektet.

Kenneth Sørensen, som er formand for de studerendes kommunikationsgruppe i ”EMBRACE” kalder projektet en fantastisk mulighed for at afprøve sine tekniske færdigheder i praksis i samarbejde med sponsorer fra erhvervslivet og studerende med andre
færdigheder fra de øvrige institutter.

”Solar Decathlon er det tætteste, vi som studerende kommer på et projekt, der har potentiale i virkelighedens verden. Midt i en uddannelse fyldt med teori og skrivebordsprojekter, kan vi her udvikle og færdigdesigne en løsning, der både er fremadskuende og, ikke mindst takket være den viden og de kompetencer vores sponsorer fra erhvervslivet bidrager med, praktisk
implementerbar.”

Designfasen har varet det meste af et år, og DTU Team dyster mod teams fra 19 andre universiteter ved konkurrencen i Frankrig. Senere på året opstilles huset på Universe Oplevelsespark på Als.

Få flere oplysninger

Lektor Christian Rønne
Tlf. 45251824
Mobil: 20734501
E-mail: chrir@byg.dtu.dk 
 
M.Sc. Architectural Engineering studerende Kenneth Sørensen
Mobil: 3113 9442
E-mail: kenno79@gmail.com 
 
Kommunikationschef Liza Lindbjerg Andersen
Schneider Electric
Mobil: 51 24 92 84
E-mail: liza.andersen@schneider-electric.com
Kommunikationschef Morten Starup
Saint-Gobain
Mobil: 4212 7581
E-mail: Morten.Starup@saint-gobain.com
Konsulent, cand.merc. Dorte Lindholm
Dansk Energi
Mobil: 35 300 941
E-mail: dli@danskenergi.dk
PR/Marketing Manager Tanja Sjørup-Nielsen
Gaia Solar
Mobil: 50 98 02 13
E-mail: ts@gaiasolar.dk

Relaterede Videoer  

Vis flere