Oliver Theis Berthelsen hørte om Blazar Capital gennem sit netværk og landede hurtigt en praktikplads.

Ingeniørstuderende del af ambitiøs erhvervssatsning

tirsdag 10 apr 18
|
af Søren Ravn
En tilfældighed bragte Oliver i kontakt med udbrydere fra McKinsey. Hans ihærdighed gør, at han stadig er med i et potentielt businesseventyr.

Da Oliver Theis Berthelsen i sommeren 2017 vendte hjem fra et semester på Seoul National University for at fortsætte sit diplomingeniørstudie på DTU, havde han et særligt ønske med i bagagen. Når han snart efter skulle i ingeniørpraktik, ville han finde et praktiksted, der var båret af den samme høje arbejdsmoral, vilje og dedikation, som han var blevet betaget af i Sydkorea.

Gennem sit netværk hørte han om et nyt firma, Blazar Capital, som netop var etableret af to tidligere partnere i det internationale konsulenthus McKinsey. De ville udvikle nye virksomheder primært inden for onlinesalg af hurtigt omsættelige forbrugsgoder som ure og briller.

Han fik en aftale i stand via LinkedIn, og efter en spadseretur med den ene stifter stod det hurtigt klart, at motivation og kemi matchede. Praktikpladsen var i hus. Første firma, der skulle sættes i søen, var et urfirma med navnet Nordgreen. Der var dog endnu ikke noget færdigt produkt, end ikke en prototype, og selvsagt ingen leverandørsikkerhed endnu. Til gengæld var der erfarne folk ved roret, iværksætterånd og passion, fortæller han.   

Møder tidligt og går sent

Et halvt år senere viser 24-årige Oliver scenevant rundt i firmaets lokaler oppe under en tagryg i det indre København, hvor skrivebordene står tæt, og unge ansatte med alskens nationaliteter arbejder på en global lancering af de første tre nydesignede armbåndsure. Antallet af ansatte er femdoblet på et halvt år, og Oliver er nu som studenteransat en af de rutinerede.       

”Det er gået meget stærkt. Jeg har knoklet intenst det seneste halve år, mødt tidligt og gået sent, når mine opgaver var færdige, og bordet ryddet. Men jeg føler mig superheldig over at være med i et succesfuldt forløb og stolt over, at jeg har vist mit værd og min vilje og fået betroet et stort ansvar,” siger han.

"Jeg føler mig superheldig over at være med i et succesfuldt forløb og stolt over, at jeg har vist mit værd og min vilje og fået betroet et stort ansvar."
Oliver Theis Berthelsen

Han har arbejdet med socialt ansvar i form af at sætte aftaler op med tre NGO’er, der får et beløb for hvert solgt ur. Køberen vælger, hvem af de tre, der skal modtage beløbet, og det kommer i praksis til at foregå ved, at køberen taster et unikt serienummer ind på firmaets hjemmeside. Derudover har han været tæt involveret i udvikling af kundesystemer og søgemaskineoptimering samt syslet med webdesign.

”Det sværeste har måske været at holde styr på ens egen utålmodighed og rastløshed efter at både se og mærke nogle færdige produkter og især at opnå resultater. Nu har vi begge dele og er snart klar til at sælge på vores eget website. Forudbestillingerne via crowdfunding-platformen Kickstarter har rundet 1,3 mio. kr., hvilket er over forventningerne for dette stadie.”

Vil arbejde i en startup

Under praktikken og nu som studenteransat har han trukket på en række af de værktøjer, han har haft med sig fra studiet i Eksport og Teknologi. Især har hans sprogfærdigheder i ikke mindst tysk samt indsigt i produktudvikling og marketing givet bonus.

”Senere vil jeg gerne arbejde mere med produkters levetid, da tanken om bæredygtighed optager mig. Når jeg til efteråret skal skrive mit afsluttende projekt, vil det være nærliggende at vælge Nordgreen eller en af de andre startups herfra. Det ligger i hvert fald fast, at jeg gerne vil fortsætte, efter jeg er færdiguddannet, og det har vi da også snakket om. Efterhånden har jeg også fået mange nye venner blandt de andre unge. Vi tilbringer mange timer sammen, laver sociale ting, går ud at spise, får en fyraftensdrink. Nordgreen er blevet en stor del af mit liv, og det må gerne blive ved.” 

Relaterede Videoer  

Vis flere