Grønsund Havbrug. Foto tilhører Aquapri

Tekop-princip skal udnyttes i miljøvenlige havbrug

tirsdag 10 mar 20

Kontakt

Anne Johanne Tang Dalsgaard
Seniorforsker
DTU Aqua
35 88 32 16

Kontakt

Erik Damgaard Christensen
Sektionsleder, Professor
DTU Mekanik
45 25 13 98

Projektet

Titel: Hav-tek, udvikling af teknologiske løsninger til miljømæssigt optimeret havbrugsdrift.

Partnere: DTU Aqua, DTU Mekanik, AquaPri A/S, Biomar, Dansk Akvakultur, Hvalpsund Net.


Optimering af foder og en anden udformning af burene skal sikre, at havbrug fremover udleder mindre fosfor til miljøet.

Et nyt forskningsprojekt vil gennem de næste år sætte fokus på, hvordan havbrug fremover kan mindske påvirkningen af miljøet. Det handler både om at optimere foderet til ørrederne og bruge videnskabelige modeller til en ny udformning af de bure, som anvendes til fiskene.

 

”Ørrederne har brug for fosfor i deres foder, som sikrer at de udvikler sig og trives. Vores opgave er at undersøge, hvordan vi kan sikre, at ørrederne optager en større andel af foderets fosfor, så en mindre del ender i fiskenes fækalier,” siger seniorforsker Anne Johanne Tang Dalsgaard, DTU Aqua.

 

”Derudover skal vi se på, hvordan foderet kan bidrage til, at fiskenes fækalier får en fasthed, som gør det muligt efterfølgende at opsamle og fjerne dem fra vandet." 

 

Ekspertise om strømninger i vand

Til denne del af opgaven er DTU Mekaniks ekspertise inddraget. Opgaven er at kigge på de bure, der anvendes til opdræt af fisk.

 

”Vi vil undersøge, om kendte videnskabelige modeller kan anvendes til dette arbejde. Eksempelvis kan tekop-princippet vise sig at være interessant at inddrage. Det er navnet på de strømninger, der typisk opstår i en tekop grundet dens form, og som bevirker, at de små partikler fra tebladene samler sig i midten af koppens bund,” forklarer professor Erik Damgaard Christensen, DTU Mekanik.

 

Målet er at bidrage til projektet med input til udformning af de bure, der anvendes i havbrug, så en størst mulig del af fiskenes fækalier kan opsamles.

 

”I projektet deltager også en dansk producent af net, der eksporterer til resten af verden. På den måde kan vores indsats få betydning for at mindske udledning af næringsstoffer ikke blot i danske dambrug, men i hele verden,” siger Erik Damgaard Christensen.

 

Det samme gælder for den viden, som projektet skaber om optimering af fiskefoderet. Også på dette område deltager en dansk virksomhed, der efterfølgende kan drage fordel af resultaterne, så virksomhedens foder fremover vil sætte mindre aftryk på miljøet.

 

Projektet er støttet af GUDP, Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, og varer de næste 2 år.


Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere