© Eawag/EOOS, Blue Diversion

Nyt prisvindende toilet forener høj- og lavteknologi

onsdag 16 jul 14

Kontakt

Tove Larsen
Adjungeret professor
DTU Miljø

Tove Larsen er uddannet kemiingeniør fra DTU i 1988, og er tilknyttet DTU Miljø som gæsteprofessor. 

International Water Association (IWA) har valgt ’Blue Diversion’ som det mest innovative projekt i kategorien anvendt forskning i Europa og Mellemøsten.
Projektet går dermed videre i IWA’s verdensomspændende konkurrence, hvor prisuddelingen finder sted ved World Water Congress i Portugal i september 2014.
Innovationspriserne uddeles hvert andet år af IWA som en anerkendelse af bæredygtige vandforvaltningstiltag.

Projektet er støttet af Bill & Melinda Gates Foundation, og har indgået i konkurrencen: Reinvent the Toilet Challenge (RTTC), som blev søsat af fonden i 2011.

Dårlige toiletforhold er hverdag for 2,5 mia. mennesker i verden, hvilket skaber alvorlige hygiejneproblemer. Et nyt og prisvindende tørkloset udviklet af blandt andre forskere fra DTU forsøger nu at komme problemet til livs.

2,5 mia. mennesker i verden har ikke har adgang til ordentlige toiletforhold, fordi der mangler pålidelige vandforsyninger og ordentlige kloak- og spildevandsanlæg. Det medfører forurening fra urin og afføring og skaber alvorlige hygiejneproblemer. Derfor er der brug for nye løsninger. En af dem kan være et nyudviklet tørkloset med separat urin- og fæcesopsamling og en lukket vandcyklus, der er udviklet af bl.a. professor Tove Larsen, der er uddannet på DTU.

Tove Larsen har sammen med sine kolleger på The Swiss Federal Institute of Aquatic Science and Technology (EAWAG) nu udviklet ’Blue Diversion´ i samarbejde med designfirmaet EOOS i Wien.

Toilettet er udviklet til udviklingslande hvor adgangen til vand er begrænset, og hvor der enten slet ikke findes kloak- og spildevandsanlæg, eller infrastrukturen ikke er velfungerende.

Ved hjælp af den lukkede vandcyklus forsøger folkene bag det ny toilet at løse de hygiejniske problemer, der findes i de øvrige nuværende modeller.

Systemet er opbygget så der både er vand til at holde toiletkummen ren og til at vaske hænder mm.

Efter brug bliver vandet behandlet biologisk i en selvrensende membran-bioreaktor, der fjerner sygdomsfremkaldende stoffer i vandet. Samtidig produceres klorin ved hjælp af soldrevet elektrolyse, der forhindrer ny vækst af uønskede bakterier i det genanvendte vand.

Toilettet indeholder også halvcentrale anlæg til fremstilling af gødning og energi for at kunne genanvende indholdet af de nyttige stoffer og næringsstoffer i urin og afføring.

Den første arbejdsmodel er afprøvet i Uganda, og forsknings- og udviklingsteamet bag Blue Diversion tester nu de nyudviklede prototyper for at kunne optimere fremstillingsprocessen og det overordnede energiforbrug.

Læs mere

Relaterede Videoer  

Vis flere