Foto: Sabina Askholm Larsen, DTU

Kombinerede kompetencer skaber bedre byplanlægning

onsdag 22 aug 18
|

Kontakt

Carsten Rode
Professor
DTU Byg
45 25 18 52
Europæisk sommerkursus giver studerende fra DTU, CBS og HafenCity Universität i Hamborg en unik mulighed for at kombinere deres meget forskellige fagligheder og skabe nye bud på bæredygtig byplanlægning.

På en grusplads i det københavnske nordhavnskvarter med tunge lastbiler susende om ørerne står en flok studerende fra Danmark og Tyskland og lytter interesseret til historien om opførelsen af den første 3D-printede bygning i Europa. Besøget i det 3D-printede hus The BOD sker som led i sommerkurset Hamburg-Copenhagen Urban Challenge, som DTU udbyder i samarbejde med Copenhagen Business School (CBS) og HafenCity Universität i Hamborg. 

Temaet for kurset er bæredygtig urbanisering, og i løbet af tre uger skal de studerende blive bedre til at identificere og løse komplekse bymæssige spørgsmål om bæredygtighed på tværs af faggrænser. 

De studerende har fået til opgave at sammenligne de to bydele HafenCity i Hamborg og Nordhavn i København. De studerende besøger derfor begge byer i løbet af kurset for at se konkrete eksempler på byplanlægning. 

Kombinerede kompetencer giver anderledes løsninger 

"Et kursus som dette giver de studerende mulighed for at kombinere deres kompetencer og finde frem til socio-tekniske løsninger, der kan bruges i praksis, med input fra fagfolk fra eksempelvis myndigheder og virksomheder"

I både Hamborg og København er der skudt nye bydele op i løbet af de seneste år, så der er en del paralleller at drage mellem de to byer, mener professor Carsten Rode fra DTU Byg, som er en af kursusarrangørerne. 

”Begge byer lader til at have oplevet udfordringer med at definere deres profil i forhold til at være bæredygtige. Derfor er det interessant at se på, hvad de to byer kan lære af hinanden i forhold til byplanlægning. Et kursus som dette giver de studerende mulighed for at kombinere deres kompetencer og finde frem til socio-tekniske løsninger, der kan bruges i praksis, med input fra fagfolk fra eksempelvis myndigheder og virksomheder,” forklarer Carsten Rode.

Nødvendigt at levere fra dag ét

For de studerende er det tværfaglige samarbejde også et af trækplastrene ved kurset. Ifølge de to DTU-studerende Stine Skov Christensen og Vania Mahdi og den CBS-studerende Alberte Honore er kurset et godt billede af, hvad der bliver forventet af dem, når de er færdiguddannede. 

For eksempel har det været meget givtigt for de studerende at blive sat sammen i grupper og vide, at de er nødt til at få det til at fungere fra dag ét for at kunne levere den opgave, de kun har tre uger til at lave. 

Den intense kursusform betyder, at de har måttet øve sig i at arbejde sammen med studerende med et anden faglig og national baggrund end dem selv, og det har rustet dem godt til arbejdslivet, lyder det samstemmende fra de tre studerende.

 

Hamburg-Copenhagen Urban Challenge

Sommerkurset Hamburg-Copenhagen Urban Challenge udbydes i fællesskab af DTU, CBS og HafenCity Universität i Hamborg. Der er cirka 15 studerende fra hvert universitet med vidt forskellig bagrund: Teknikere fra DTU, business-studerende fra CBS og byplanlæggere fra HCU. Sammen skal de planlægge bæredygtige bydele i de to bydele HafenCity og Nordhavn i henholdsvis Hamborg og København.

EU-programmet Erasmus+ danner rammerne for projektet, og der udbydes flere lignende kursus-samarbejder i Europa under den fælles betegnelse ”Urban Challenge Programme”.

Relaterede Videoer