Photo: Stamers Kontor

DTU vil bygge eksperimentielt køkken til fødevareinnovation

tirsdag 15 nov 16
|
af Andreas Johansen

DTU Skylab vil åbne et madeksperimentarium i foråret 2017, hvor studerende kan få lov at teste, smage og udvikle nye fødevarer.

”Vi vil bygge et eksperimentelt køkken med blandt andet en 3D-printer, som kan printe med chokolade-gele,” siger projektleder Rikke Pape Thomsen fra DTU Skylab, hvor innovative DTU’ere både kan eksperimentere i moderne værksteder og få business-coaching.

Hvis alt går vel, og godkendelsen af byggetilladelserne ikke trækker alt for længe ud, står de 100 kvadratmeter køkken færdigt i maj 2017. Når dørene slås op, er ambitionen, at studerende, forskere og erhvervsliv sammen kan arbejde på alskens løsninger indenfor fødevareinnovation.

Studerende har indflydelse på projektet

Men hvad den nye bygning, som kommer til at ligge ved siden af Skylab i den sydlige ende af Lyngby Campus, skal indeholde, får de studerende stor indflydelse på.

”Planen er egentlig, at de studerende bestemmer ret meget. Vi har tænkt os at fylde rummet med maskiner og værktøj af god kvalitet, men hvilke ting, vi skal købe ind, vil vi gerne have hjælp til at vælge. Derfor afholder vi små workshops, hvor vi spørger de studerende, hvad de vil have. Man kan bare dukke op, så tager vi en snak om det,” siger Rikke Pape Thomsen, der i sin planlægning lytter til, hvad det er for fødevaretemaer og projekter, de studerende brænder for at komme til at udvikle og afprøve.

Insekter i køkkenet

Rikke Pape Thomsen har allerede modtaget mange ideer fra de studerende: Nogle vil lave alkohol, mens andre vil eksperimentere med hurtignedkøling af madvarer. Mange af de gode forslag kommer fra Martin Sørensen, som til dagligt læser kandidatuddannelsen Food Technology på Campus i Lyngby. Han har tidligere arbejdet med insektmel – mel lavet af knuste insekter – på DTU, og han vil gerne gøre det lettere for de studerende at komme i gang med at være kreative. Det er nemlig ikke altid lige let at få lov til.

Photo: Andreas Johansen  

 

”Lige nu er det ret svært at få lov til at låne noget køkkenudstyr på DTU. Det betyder helt sikkert, at mange slet ikke kommer i gang, selvom de har en spændende ide. Det nye køkken bliver forhåbentlig et rigtig fedt sted, hvor man kan møde andre og få inputs fra folk med nogle andre erfaringer, end dem man selv har med,” siger Martin Sørensen, kandidatstuderende på Food Technology ved DTU.

 

Rikke Pape Thomsen søger stadig flere studerende, der har forslag til, hvordan DTU Skylab kan gøre det eksperimentelle køkken til det bedst mulige kulinariske eksperimentarium. Hvis du vil vide, hvornår det næste møde foregår, så skriv til Rikke på ript@dtu.dk eller følg med på Skylabs Facebookside.

Relaterede Videoer  

Vis flere