Foto: Bax Lindhardt

Ny HR-direktør på DTU

onsdag 12 maj 21

Kontakt

Claus Nielsen
Universitetsdirektør
45 25 10 02
Den 17. maj bliver Pia Lyhne ny HR-direktør på DTU, hvor hun skal understøtte DTU’s status som internationalt anerkendt eliteuniversitet. Hun afløser Charlotte Boysen Schmidt, der er gået på pension.

Pia Lyhne bliver ny HR-direktør på DTU, hvor hun får indflydelse på trivsel, studieliv og arbejdsmiljø for ca. 6.000 medarbejdere og 12.000 studerende. Pia kommer fra en stilling som kontorchef i HR Strategisk Udvikling på DTU.

Som HR-direktør skal den 53-årige Pia Lyhne lede og udvikle en HR-organisation med 80 medarbejdere, der bl.a. skal digitalisere processer, understøtte DTU’s status som eliteuniversitet ved at tiltrække internationale forskertalenter og sikre, at DTU er en attraktiv arbejdsplads, hvor der både er rart at være og mulighed for at udvikle sig og skabe topresultater i global målestok. Det involverer bl.a. et systematisk fokus på mangfoldighed og diversitet.

”Vi er glade for at have fået en stærk profil med ombord. Pia har en solid erfaring fra flere forskellige organisationer, både i den private og offentlige sektor, hvor hun har haft fokus på den brede HR-palet, fra HR-administration til aktiviteter med strategisk fokus i komplekse organisationer. Derudover kender hun DTU særdeles godt,” siger universitetsdirektør Claus Nielsen.

Spændende udviklingsopgaver

Pia trækker på mere end 15 års erfaring som leder i forskellige HR-roller, der spænder fra den klassiske med fokus på rekruttering, onboarding og HR-administration til den HR-strategiske med fokus på ledelsesudvikling, organisations- og kulturudvikling og det bæredygtige arbejdsliv.

Gennem karrieren har Pia bl.a. arbejdet som HR business partner i KMD, HR manager i Nokia Danmark og områdechef i PFA Pension. De sidste otte år har hun arbejdet på DTU, hvor hun har været HR-partner, kontorchef for HR-partnere og senest kontorchef i HR Strategisk Udvikling.

”Jeg er glad og taknemmelig over at få lov til at fortsætte den udvikling, der er igangsat på DTU. Sammen med alle de dygtige medarbejdere ser jeg frem til at komme i gang for alvor. Foran os venter flere spændende udviklingsopgaver som at implementere 100 procent dialogbaserede trivselsdialoger og at finde ud af, hvordan vi kommer godt tilbage til en fysisk tilstedeværelse, samtidig med at vi udnytter alt det, vi har lært i den virtuelle verden,” siger Pia Lyhne.