Foto: Colourbox

Vi spiser ikke så sundt, som vi tror

torsdag 04 apr 13
|

Langt under halvdelen af dem, der tror, de har sunde kostvaner, spiser nok frugt og grønt. Det viser ny rapport fra DTU Fødevareinstituttet.

Mange danske forbrugere spiser mindre sundt, end de går rundt og tror. En ny rapport fra DTU Fødevareinstituttet viser, at selv om mange af os tror, vi  spiser sundt og varieret, er det langt fra altid tilfældet i praksis.

Rapporten samler to undersøgelser af, hvad danskerne faktisk spiser, og deres opfattelse af, hvor sunde kostvaner de har. Resultaterne fra rapportens første del viser blandt andet, at kun 15 pct. af de mænd, der i høj grad mener at have sunde kostvaner, spiser den  anbefalede mængde frugt og grønt. For kvinder er andelen 59 pct.

”Interviewene i rapportens anden del viser, at interviewpersonerne som har en sund kost fremhæver, at sunde kostvaner er en del af en sund livsstil, mens interviewpersonerne med mindre sunde kostvaner i højere grad mener, at det kan være besværligt at spise sundt. Det er ofte weekenden, der bliver for usund. Den gruppe, der ikke spiser sundt nok, har ikke nødvendigvis lyst til at spise mere frugt og grønt, og for dem hænger det gode måltid ikke nødvendigvis sammen med sund kost,” siger sociolog ved DTU Fødevareinstituttet, Jeppe Decker Iversen.

Anbefalinger forvirrer

Undersøgelsen viser samtidig, at både dem, de spiser sundt og dem, der spiser mindre sundt, generelt er positive over for kostanbefalinger, men de udtrykker forvirring over, at der udover de officielle kostråd, er mange forskellige anbefalinger, som ofte ændres. De forskellige budskaber forvirrer, og det er derfor lettere at bruge sin sunde fornuft, fortæller Jeppe Decker Iversen.

”Rapporten kan  fremover danne  videngrundlag for at arbejde videre med kostanbefalinger. Man skal være opmærksom på, at der er en gruppe, der mener deres kost er sund, men som ikke reelt spiser sundt nok. De oplever kostanbefalingerne som henvendt til andre målgruppe end dem selv, og i stedet følger de deres sunde fornuft, som ikke altid holder i forhold til kostanbefalingerne,” siger han.

Læs rapporten her

Relaterede Videoer  

Vis flere