Foto: Mikkel Adsbøl

DTU’s rektor medunderskriver på FN-manifest om ligestilling

torsdag 09 maj 19

16 danske topledere anbefaler i FN-initiativet Gender Diversity Roundtable tre indsatsområder for at fremme ligestilling og mangfoldighed.

Et kønsbalanceret uddannelsessystem, udryddelse af kønsstereotyper og lige muligheder for, at begge forældre kan forfølge en karriere. Det skal der fokuseres på ifølge et nyt manifest fra FN-initiativet Gender Diversity Roundtable, som DTU’s rektor, Anders Bjarklev, er medlem af sammen med 15 andre danske topledere.

”En bedre kønsbalance i vores samfund er en helt uomgængelig nødvendighed, ikke kun fordi det er rigtigt og retfærdigt, men også fordi en mangfoldig kultur skaber bedre resultater for samfundet,” siger Anders Bjarklev.

Manifestet fra Gender Diversity Roundtable slår fast, at der stadig er meget at gøre, før vi bare nærmer os ligestilling, og den beskrivelse kan Anders Bjarklev godt genkende.

”DTU har haft ligestilling på dagsordenen i en årrække, og vi har gennemført og også planlagt en række initiativer for at tiltrække flere kvindelige forskere og studerende og skabe større ligestilling og mangfoldighed. Men vi må også erkende, at det er et langt, sejt træk og at resultaterne foreløbig ikke er tilfredsstillende,” siger han.

Ud af DTU’s små 200 professorer er 13 procent kvinder mod 10 procent i 2016. Blandt lektorer og adjunkter var andelen af kvinder i 2018 henholdsvis 17 og 30 procent, hvilket er stort set uændret i forhold til 2016. I sommeren 2018 var 33 procent af de optagne på DTU’s civilbacheloruddannelse kvinder.

”Ingeniørfaget opfattes af mange som et mandefag, og derfor har vi de seneste par år gennemført en række initiativer, der skal gøre DTU mere attraktiv for kvinder, der vil læse til ingeniør. Et it-mentorforløb for kvindelige gymnasieelever med interesse for naturfagene gav positive tilbagemeldinger fra deltagerne, og efter en kortlægning af vores rekrutteringsmaterialer har vi produceret nye videoer og tilrettet vores studiekatalog, så der fokuseres mere bredt på kvinder og mangfoldighed,” siger Anders Bjarklev.

I 2018 udarbejdede DTU en guide med anbefalinger og opmærksomhedspunkter i forhold til rekruttering af kvinder til DTU’s uddannelser, og universitetet deltog for første gang i det landsdækkende initiativ Girls’ Day in Science, som tiltrak i alt 240 deltagere. Endelig blev der i sommeren 2018 holdt en it-camp for kvindelige gymnasieelever, som fik gode tilbagemeldinger fra deltagerne.

Når det gælder rekruttering og fastholdelse af kvindelige forskere arbejder DTU ifølge Anders Bjarklev på at få flere kvinder i bedømmelsesudvalgene. Udfordringen er at undgå at belaste de kvindelige forskere så meget, at det påvirker deres karriere negativt, fordi de får mindre tid til forskning.

I 2019 bliver alle DTU’s forskerlønninger gennemgået for at afdække, om der er eksempler på en kønsbestemt skævvridning af lønnen. Hvis det er tilfældet, vil de pågældende lønninger ifølge Anders Bjarklev blive rettet op.

Endelig kan et langt fravær på grund af barsel forsinke en forskerkarriere, og da kvinder som regel tager mere barsel end mænd, er de længere tid om at nå samme ansættelsesniveau som mænd.

”Derfor arbejder vi på en struktur for, hvordan man hjælper både kvinder og mænd tilbage fra en barselsperiode, så de hurtigere kan komme ind i deres forskning igen,” siger DTU’s rektor.