13 millioner skal gøre dansk shipping grønnere

Miljø og forurening Transport og logistik Produktion og ledelse
Danske shippingfirmaer kan spare mange tusind tons CO2 og hundrede millioner kroner årligt med en innovativ, digital løsning til lastning af skibe, som DTU Management står i spidsen for. 

Det er en nøje koordineret dans, når fragten skal flyttes fra land til vand i en dansk havn i dag. Såkaldte terminaltraktorer myldrer ind og ud af skibene, hvor de losser eller laster deres sættevogne og trailere, nøje dirigeret af havnearbejderne. 

Og selv den mindste fejlvurdering eller uopmærksomhed kan forsinke hele afviklingen.

Faktisk viser undersøgelser af losningen og lastningen i logistikvirksomheden DFDS, at virksomheden kan spare rigtig meget tid i havn, hvis processen bliver digitaliseret. Det vil betyde en væsentlig reduktion i brændstofforbruget for selskabets skibe og dermed besparelser i både CO2-udledninger og på bundlinjen.

Derfor investerer Innovationsfonden nu 13 millioner kroner i projektet ROROGreen, hvor forskere fra DTU, RUC og SDU i samarbejde med DFDS vil udvikle nye tjenester til optimering af laste- og losseoperationer. 

”Vores håb er at skabe en løsning for branchen, hvor grøn omstilling går hånd i hånd med økonomiske besparelser,” siger Dario Pacino, som forsker i optimering ved DTU Management.

"Vores håb er at skabe en løsning for branchen, hvor grøn omstilling går hånd i hånd med økonomiske besparelser."
Dario Pacino, forsker i optimering ved DTU Management

Et laboratorium på størrelse med et fragtskib

Forskernes vej til at forbedre Roll-On/Roll-Off shipping, som lastningen af rullende fragt på skibe bliver kaldt, er at digitalisere, hvordan sådan en proces foregår i dag. 

DFDS vil som hovedsamarbejdspartner stille skibe og terminaler til rådighed, så forskerne kan bruge dem som kæmpestore og hyperrealistiske laboratorier.

Andre samarbejdspartnere tæller Ange Analytics, Lorenz Technology, Kockumation og Taltech, som bidrager med viden og udstyr inden for IT-infrastruktur, droner, robotter, systemimplementering og kamerateknologi.

Droner, mobile robotter og sensorer vil forskerne bruge til systematisk at indsamle data fra lastningen af skibene. Derefter vil de ved hjælp af blandt andet kunstig intelligens og optimeringsteknikker bruge den indsamlede data til at udvikle  nye automatiske og digitale løsninger, som skal gøre lastningen og losningen af skibene hurtigere.

De afledte effekter gavner både klima og økonomi  

Dermed vil et selskab som DFDS kunne reducere deres årlige CO2-udslip med op til 80.000 tons, fordi skibene, når de bliver lastet hurtigere, ikke skal bruge unødig brændstof på at skynde sig videre til næste havn.

Med en reduceret miljømæssig påvirkning og en mere effektiv lastning vil shippingbranchen blive mere konkurrencedygtig, hvilket sandsynligvis vil flytte en del af den danske varetransport fra lastbiler til de mere miljøvenlige skibe.

Forskerne forventer altså, at projektet vil gavne både klimaet og den økonomiske vækst i shippingbranchen, ligesom det kan skabe arbejdspladser hos danske leverandører til branchen.