Fra 1. januar 2023 og fire år frem er lektor på DTU Sundhedsteknologi Kirstine Berg-Sørensen blevet udvalgt til at være en del af det råd af anerkendte forskere, der fordeler forskningsmidlerne i Danmarks Frie Forskningsråd (DFF).
”Jeg er glad for den anerkendelse og tillid, som bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond viser mig, og ser frem til opgaven og glæder mig til at få et større indblik i de mange gode projekt-ideer, som findes blandt forsker-kolleger i hele landet. Samtidig går jeg til opgaven med stor alvor og ydmyghed, da jeg er fuldt bevidst om, hvilken betydning eksterne forskningsmidler, såsom midler fra DFF, har for såvel forskningen som for forløbet af en forskerkarriere. Jeg har tidligere vurderet ansøgninger til et internationalt, tværvidenskabeligt postdocprogram (HFSP fellowships) og det danske internationale netværksprogram under Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, og håber at nogle af erfaringerne fra disse organer kan vise sig gavnlige i arbejdet for FNU,” siger Kirstine Berg-Sørensen.
Læs mere om Kirstine Berg-Sørensens egen forskning indenfor Magnetic Resonance by Optics her
Læs mere om de nyudnævnte fagrådsmedlemmer her