Innovation

Fra DTU-spinout til milliardvirksomhed

Irina Borodina har været gennem hele rejsen fra grundforskning til spinout til milliardsalg af virksomhed. Livet som iværksætter er hårdt, spændende og lærerigt, men alligevel holder hun fast i jobbet som professor på DTU.

Irina Borodina foran små bioreaktorer.
Irina Borodina har specialiseret sig i gærceller, både som professor på DTU Biosustain og i sin spinout, BioPhero. Foto: Thomas Steen Sørensen

Fakta

DTU samarbejder med en række virksomheder, som udspringer fra DTU, men som ikke er baseret på immaterielle rettigheder (også kaldet intellectual property rights) ejet af DTU. De kaldes startups.

Opstart af virksomheder baseret på immaterielle rettigheder ejet af DTU kaldes spinouts.

Vanvittig omvæltning

 Irina Borodina har et billede, hvor hun står sammen med sine tre første medarbejdere samt DTU’s rektor Anders Bjarklev og DTU´s koncerndirektør for innovation og entrepreneurskab, Marianne Thellersen. De har lige underskrevet licensaftalen, der gav BioPhero eksklusivret på de patenter, Irina Borodinas hold havde udviklet på DTU. Det var starten på et eventyr, hvor virksomheden skulle bygges op fra grunden.

”Det var en vanvittig omvæltning,” siger Irina Borodina.

Hun blev administrerende direktør og havde godt styr på det strategiske i at lede virksomheden, men druknede i alt det praktiske. Hun skulle lære om regnskaber, administration, ansvarsforsikring, ansættelseskontrakter og en masse andet.

”Den største udfordring var, at jeg havde brug for en meget bred viden og der var ikke ét sted, hvor jeg kunne få det. Jeg ville ønske, at vi havde en checkbox, hvor vi kunne krydse alle de ting af, vi skulle klare. Det er så komplekst et system, at hvis man laver en fejl og der sker noget, så må man lukke firmaet,” siger Irina Borodina.

Hun arbejdede syv dage om ugen og samtidig holdt hun fast i sin stilling som professor på DTU Biosustain, fordi hun ikke ville opgive sin forskningskarriere og i øvrigt havde en række bevillinger, som hun ellers ville miste, ligesom hun var rigtig glad for sit forskningsteam.

”Jeg ved ikke, hvor jeg fandt tiden, men jeg prioriterede i hvert fald ikke mit sociale liv,” siger hun.

Redningen blev, da BioPhero ansatte en CEO, der kunne tage alt det praktiske og forretningsudvikling af hendes skuldre.

”Det var en stor lettelse,” siger Irina Borodina, der i første omgang blev Chief Technical Officer og senere Chief Scientific Officer, så hun nu udelukkende fokuserer på det forskningsmæssige perspektiv, mens CEO Kristian Ebbensgaard og CTO Jesper Dohrup tager sig af driften og produktionen.

Milliardsalg giver ambivalente følelser

Hvert år bruges der omkring 120 milliarder kroner på insektgift på verdensplan ifølge analysefirmaet IBISWorld og det marked håber BioPhero at kunne tage en solid bid af, når deres løsning bliver opskaleret. Det potentiale så det amerikanske landbrugskemifirma FMC og i juni købte de BioPhero for 1,4 milliarder kroner.

Da købet gik i gennem sad Irina Borodina dog ikke med armene i vejret. Hjernen sagde, at det var den rette beslutning, for BioPhero får helt andre muligheder ved at få adgang til hele FMC’s distributionsnetværk og alle dem, som har været med til at bygge BioPhero op vil blive belønnet for deres hårde arbejde. Men hjertet sagde noget andet – på en måde føltes det lidt som enden på iværksættereventyret.

”Jeg var lidt trist, da købet gik igennem, for der er noget særligt over at være sin egen selvstændige virksomhed,” siger hun.

De fleste ville nok se det som topmålet af succes at sælge sin virksomhed for et milliardbeløb, men sådan ser Irina Borodina ikke på det.

”Jeg vidste allerede vi var en succes, da vi lavede vores første produktion, for da oplevede vi rigtig stor interesse for at købe vores produkter,” siger hun.

Irina Borodina er dog glad for, at en af verdens største producenter af sprøjtemidler besluttede at gå ind i feromonproduktion, da det viser at landbruget er på vej mod bæredygtighed.

Hun råder iværksættere til at vælge de vigtige mål med deres forretning.

”En forretning handler ikke først og fremmest om penge. Det handler om at skabe noget nyt og spændende, der kan gøre verden til et bedre sted,” siger Irina Borodina.

Det bedste fra to verdener

For de fleste er det at være iværksætter et fuldtidsjob – og mere til. Men Irina Borodina har hele tiden holdt fast i sin stilling som professor på DTU og deler stadig sin tid mellem BioPhero og DTU.

”Jeg ville kede mig, hvis jeg kun havde ét projekt,” siger Irina Borodina og uddyber:

”Det er meget få mennesker, der har sin egen forskningsgruppe, som jeg har på DTU, og det er virkelig et privilegie. Jeg har mulighed for at forske i mange forskellige ting og starte alle mulige sideprojekter, så der er en større frihed på universitetet.”

Lige nu har hun det bedste fra de to verdener og nyder også det iværksætterverdenen kan tilbyde.

”I en startup-virksomhed er der et meget dynamisk og resultatorienteret arbejdsmiljø. Teamet bliver som én stor familie, fordi man føler sig som en del af en fælles mission og dem der har været med fra starten, har haft mulighed for en sindssyg udvikling, fordi der er så mange opgaver og man er nødt til at lære hurtigt,” siger hun.

BioPhero er tæt på at have deres første produkt på markedet samtidig med, at de udvikler og tester feromonmidler til flere afgrøder og insekter. Så arbejdet med BioPhero er langt fra færdigt for Irina Borodina. Men samtidig drømmer hun om at starte ny virksomhed igen på et tidspunkt. Måske med endnu et spinout fra DTU. Og denne gang har hun allerede optjent sine lærepenge.

Fakta

  • Grundlagt i 2016 af Irina Borodina og Michael Lentge Andersen som et spinout fra DTU.
  • Startede driften i 2018.
  • BioPhero har i første omgang udviklet feromonmidler, der kan bekæmpe en række natsværmer- og mølarter, hvis larver angriber afgrøder som bomuld, majs, soja, kål og ris. Der er planer om at udvikle produkter til flere forskellige insektarter.
  • I maj 2022 landede BioPhero deres første aftale med en kunde, der købte deres feromonmiddel til bekæmpelse af risstængelborer, som er en mølart, der angriber rismarker.
  • Blev i juli 2022 opkøbt af amerikanske FMC, der er en af verdens største producenter af sprøjtemidler, for 1,4 milliarder kroner.

Tema

DTU har et af de mest veludbyggede og sammenhængende økosystemer for innovation og entreprenørskab blandt tekniske universiteter i Europa.

Læs mere om DTU's innovationsøkosystem