Første januar 2024 indtrådte Christine Nellemann i DTU’s direktion som ny dekan med ansvar for bæredygtighed, diversitet, inklusion og talentudvikling, samt DTU’s internationale strategiske samarbejde.
”Christines virke i DTU’s direktion har vist, at hun på relativ kort tid kan skabe fornyelse, og et godt og produktivt samspil mellem universitetets mange vigtige interessefelter. Samtidig har hun et skarpt blik for vigtigheden af at have transparens omkring beslutninger og økonomi,” udtaler rektor Anders O. Bjarklev.
Og fortsætter:
”Christine Nellemann har stærke visioner for DTU, og forstår betydningen af at gøre DTU til et inkluderende og mangfoldigt universitet. Hun er desuden en erfaren netværker, som er meget opmærksom på også at være til stede på institutter og centre. Christine Nellemann får tingene til at ske i samspil med andre, og viser stor tillid til kollegaer og ansatte.
Hun har desuden et både fagligt og ledelsesmæssigt stærkt CV, samt erfaring fra råd og arbejdsgrupper i det danske universitetsmiljø. Tilsammen kvalifikationer af stor betydning for DTU’s fortsatte udvikling,” slutter Anders Bjarklev.
Christine Nellemann overtager jobbet 1. februar 2025 efter professor Rasmus Larsen, som i sine 8 år som prorektor bl.a. har gjort en stor indsats i forbindelse med etablering af DTU’s Institut for Sundhedsteknologi, som i dag er en stærk aktør i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen gennem Det Tekniske Universitetshospital (TUH). Derudover har han de seneste år haft ansvaret for den svære opgave at etablere rammerne for, at DTU’s forskning og forskere har kunne agere uafhængigt og frit i en for universiteterne ny geopolitisk verdensorden.
DTU’s fokus på bæredygtighed, diversitet, inklusion og talentudvikling er usvækket og dekanstillingen for dette område vil blive opslået ved først givne lejlighed.