To af de ti danske topforskere i den nye klimakommission, der i 2010 skal komme med sit bud på fremtidens klimapolitik, er hentet fra DTU
Regeringen har nedsat en klimakommission bestående af ti forskere med specialviden inden for blandt andet klima, transport, landbrug og økonomi. Kommissionen skal give sit bud på, hvordan regeringen kan nå sin vision om, at Danmark i fremtiden bliver uafhængig af fossile brændstoffer.
DTU har to eksperter med i kommissionen, nemlig forskningsspecialist og økonom Poul Erik Morthorst, og økonom Niels Buus Kristensen som er institutdirektør på DTU Transport.
Poul Erik Morthorsts forskningsområde er energisystemer og økonomi. Han er desuden medlem af bestyrelsen i Energinet.dk og formand for udvalg om biobrændsler.
Niels Buus Kristensen er institutdirektør på DTU Transport hvor der forskes i praktiske anvendelser af modeller og metoder til trafik- og transportplanlægning.
Rektor Lars Pallesen glæder sig over at forskere fra DTU kan bidrage til arbejdet i regeringens klimakommission. ”DTU har en stærk kompetence indenfor klimateknologi, og jeg er glad for at DTU kan bidrage med to medlemmer indenfor henholdsvis energiteknologi og –forsyning samt transportområdet. Det er to meget væsentlige kernefelter for Klimakommissionen”, siger DTU’s rektor Lars Pallesen
Klimakommissionen skal blandt andet analysere konkrete nationale og internationale forslag til markante reduktioner af drivhusgasserne og komme med forslag til nye og offensive strategier, der kan sættes i værk for at reducere udledningerne i blandt andet transportsektoren. Kommissionen skal også komme med et bud på, hvordan andelen af vedvarende energi kan øges, energieffektiviteten kan højnes og konkurrencen på energimarkedet fremmes.
class="normal">Se nyhed fra Klima- og Energiministeriet
>