Sidste år blev ph.d.-studerende nummer 1.000 ansat på DTU. Det øgede optag af ph.d.-studerende er gået hurtigere end forventet.
For omkring fire år siden ansatte DTU cirka 160 ph.d.-studerende om året. Nu er antallet et langt stykke over 300 nyansættelser årligt, og DTU kunne per 1. oktober 2009 tælle en bestand på hele 1.048 ph.d.-studerende i alt. Det øgede optag sker på baggrund af regeringens ønske om, at Danmark uddanner flere forskere. Målet er, at DTU i 2010 og fremover ansætter 400 ph.d.-studerende om året. Og alt tyder på, at DTU er godt på vej.
”Det skyldes ene og alene en fantastisk indsats ude på institutterne. I direktionen er vi meget imponerede,” lyder den uforbeholdne ros fra dekan Martin P. Bendsøe, der bl.a. har ph.d.-uddannelsen som ressortområde.
Han uddyber, at den største udfordring har været at skaffe midler til ph.d.-ansættelserne, da forventningerne til det øgede antal ansættelser ikke blev fulgt op med et tilsvarende øget budget.
”Det er forskerne og institutterne selv, som har løftet opgaven med at få finansieret ph.d.-ansættelserne. To ud af tre ph.d.-ansættelser har de skullet finde finansiering til,” uddyber dekanen.
Rekruttering gennem netværk og godt omdømme
Men en ting er finansiering, noget andet er rekruttering. For når pengene er på plads, så skal den rette kandidat også helst være til stede. Men det er lykkedes at rekruttere egnede ph.d.-studerende uden større kampagner.
”Den øgede rekruttering har kunnet lade sig gøre alene i kraft af forskernes netværk, deres eget renommé i branchen samt DTU’s omdømme både i ind- og udland,” siger Martin P. Bendsøe.
I øjeblikket er halvdelen af de nye ph.d.-studerende fra udlandet. En del af de udenlandske ph.d.-studerende er kommet til DTU som udvekslingsstuderende, hvorefter DTU ’gror’ på dem.
”Mange af vore udvekslingsstuderende fortsætter på DTU som masterstuderende, og efter de har færdiggjort deres uddannelse her, og hvis de er dygtige, kan de opnå en ph.d.-ansættelse hos os,” fortæller Martin P. Bendsøe.