Tre erhvervs-ph.d.’er fra DTU har udforsket sammenhængen mellem arkitektur og bæredygtigt byggeri. Forskningen er lavet i samarbejde med Henning Larsen Architects og udmønter sig i en bog om emnet.
Forskning i bæredygtigt byggeri viser, at 40-50 procent af energiforbruget i en bygning er låst i designet. Arkitekturen har derfor sin del af ansvaret fpr bæredygtigt byggeri, og det gør det nødvendigt at arbejde med viden i formgivningen.
Dette var afsættet til et tværfagligt samarbejde mellem Henning Larsen Architects og tre erhvervs-ph.d.’er fra DTU; Jakob Strømann-Andersen, Martin Vraa Nielsen og Michael Jørgensen.
Forskningen brugt i 25 cases
Samarbejdet har ført til en ny vidensbaseret designmetode, der præsenteres bogen ’Design med viden’, som netop er udkommet. I ti korte kapitler beskrives de resultater, analyser og metoder, der gør det muligt at arbejde med bæredygtighed som en del af bygningers design. Bogens 25 cases viser, hvordan forskningen har været brugt i konkrete projekter.
Fokus på byplaner, facader og bygningers udformning
De tre forskere har fokuseret på hvert deres område:
Jakob Strømann-Andersen har forsket i by- og masterplaners betydning for energiforbruget i både enkelte bygninger og bydele. En bygnings dagslysforhold, vind- og støjforhold defineres delvist af de bygninger, der ligger i nærområdet. Han beskriver, at dagslys burde blive betragtet som en fælles ressource, og bruger man dagslys rigtigt i designet, kan dette være et skridt på vejen til et mindre energiforbrug.
Martin Vraa Nielsen forskede i udformningen af facader og disses indvirkning på bygningers energiforbrug. Hans forskning viser, at den arkitektoniske behandling af facaden kan aktivere store energi- og komfortmæssige potentialer.
Michael Jørgensen har forsket i sammenhænge mellem bygningers udformning samt rumligheder og behovet for tekniske løsninger som ventilation, køling og opvarmning.
Læs bogen online her hos Henning Larsen Architects