Højere kvalitet i IP-TV

COM-DTU har fået udstyr der matcher de største udviklere

af web applikationer og internetbaseret TV

Den praktiske udvikling af internetbaseret TV i høj kvalitet og andre nye ydelser på nettet bliver nu emner for studerende. På COM-DTU kommer undervisningen nu til at foregå med teknisk udstyr, der kan matche de største udviklere indenfor højhastighedskommunikation.

 

Netværksgruppen på COM-DTU har modtaget en ny high-performance router fra Tellabs med hensigt på undervisning ved kurser og projekter. Den nye Tellabs 8830 router indgår i det omfattende eksperimentielle netværk, der stilles til rådighed for de studerende, og med dens mangeartede interfaces vil den fungere som det nye hjerte i opstillingen.

 

”Med den nye router bliver det nu muligt at forbinde vidt forskellige teknologier, og COM-DTU kan tilbyde en bred vifte af praktiske øvelser og projekter for de studerende lige fra tilgangsnetværket hos slutbrugeren til de centrale højtydende netværk, der ligger bag teleoperatørerne”, forklarer Post. Doc. Henrik Wessing.

 

Henrik Wessing, der koordinerer de eksperimentelle aktiviteter i netværksgruppen, mener, at DTU nu kan tilbyde rammer, der ligner udviklingsafdelingerne i de største telefonselskaber.

 

”Vi kan i dag uddanne ingeniører med hands-on erfaring, som de ikke kan få i et operatørselskab. Samtidig vil man få en sund kritisk sans overfor nye ting i sit fremtidige arbejde. Hvad der holder vand i forhold til operatører og udbydere, og hvad der ikke gør”, siger professor Lars Dittmann fra COM-DTU.

 

Uvurderlig erfaring

Routeren er en 8830 carrier class router med Gigabit Ethernet og SDH interfaces.

”Med donationen af Tellabs routeren til COM-DTU bidrager vi til at styrke kvaliteten af de nye ingeniører, der uddannes på COM-DTU. Den praktiske erfaring, de får ved at arbejde med avanceret telekommunikationsudstyr er uvurderlig” siger Carsten Hede, som er Senior Staff Engineer i Tellabs Danmark.

 

Netværksgruppen på COM-DTU er i dag Danmarks førende forskningsgruppe for fremtidens avancerede data- og telenetværk, og gruppen indgår i en lang række nationale og europæiske forskningsprojekter finansieret af bl.a. Højteknologifonden og EU. Derfor er undervisningen i netværk på COM-DTU præget af de seneste forskningsmæssige resultater, og dette er en strategi, som vil blive forstærket med opgraderingen af det eksperimentelle netværk.