Dobbelt så mange især ældre mennesker blev syge af listeria i Danmark i 2009 sammenlignet med 2008, og mange flere blev syge end i andre EU-lande. Men årsagen er endnu ukendt. Det viser den årlige rapport om forekomsten af sygdomme, der kan smitte fra dyr og fødevarer til mennesker, fra Zoonosecentret i DTU Fødevareinstituttet.
I 2009 fik 97 danskere en listeriainfektion, hvilket er næsten dobbelt så mange sammenlignet med de 51 tilfælde, som blev registreret i 2008.
Antallet af registrerede listeriainfektioner i Danmark har i flere år været højere end i resten af Europa. I Danmark svarer antallet i 2009 til 1,8 tilfælde pr. 100.000 borgere sammenlignet med forekomster på 0 til 1,3 tilfælde pr. 100.000 borgere i andre EU-lande.
En arbejdsgruppe med eksperter fra DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut har forsøgt at finde årsagen til stigningen i listeriainfektioner.
Læs mere i en pressemedddelelse fra DTU Fødevareinstituttet.