DTU-studerende har rekordmange idéer

Fristen for indlevering af idéer til iværksætterkonkurrencen Venture Cup er udløbet, og med 57 % flere idéer end sidste år sætter de DTU-studerende ny rekord.

Da fristen for indlevering af idéer til Venture Cups idékonkurrence udløb mandag den 30. november, havde de studerende fra DTU indleveret hele 44 idéer. Det er en stigning på 57 % i forhold til forrige år, og det er første gang, DTU-studerende har indleveret så mange idéer.  Dermed har de studerende fra DTU et godt udgangspunkt, før finalerne inden for de fem kategorier services, software, cleantech, applied technology og lifescience afholdes i januar.

Her vil finalisterne dyste om hovedpræmierne på 25.000 kr. Det er især inden for kategorierne applied technology og cleantech, at DTU’erne innoverer. 27 % af DTU’s idéer er fra den første kategori, og 25 % er fra den anden.

 

Den rette indstilling

Med en stigning på 37 % i indleveringer fra hele landet er direktør Tine Thygesen begejstret:

”Det er utrolig positivt, at et stigende antal studerende har fået øjnene op for de mange muligheder, der er i at være iværksætter, og begynder at udvikle nye metoder, services og produkter. Det er netop den indstilling, der skal til, for at vi kommer styrket ud af krisen.”