DTU kan også designe

På designmessen CODE09 er det tydeligt, at DTU også tænker i design. DTU står bag en række bæredygtige projekter, som udstilles på messen.

Brintbiler og bæredygtige bygninger kan sagtens se flotte ud. Det er nemlig nogle af de designprojekter DTU udstiller ved COpenhagen DEsignweek 09.

Arrangørerne bag designmessen var meget interesserede i at udstille nogle projekter fra DTU for at vise et mere nuanceret billede af, hvad design er.

 

”Arrangørerne af udstillingen har inviteret os for at vise bredden i design. Vi vil samtidig vise, at design kan være andet end det, der kommer ud af de traditionelle designuddannelser,” siger Per Boelskifte, der er leder for sektionen konstruktion og produktudvikling ved DTU Management.  

 

Forvent det uventede

DTU vil på messen have en stand på 90m2, hvor DTU’s projekter vil blive fremvist. DTU håber, at standen vil skille sig ud fra mængden i kraft af nogle spændende projekter. På udstillingen vil man blandt andet kunne finde brintbilen Innovator, der tidligere på året vandt det uofficielle verdensmesterskab i brændstoføkonomi, Shell Eco-marathon. Innovator kørte hele 3.549 km/l under mesterskabet. Ifølge Per Boelskifte skal messens besøgende gerne spærre øjnene en ekstra gang op, når de kommer til DTU’s stand.

 

”Det er jo en kæmpechance for DTU for at vise flaget. At vise de besøgende nogle ting, som de ikke havde regnet med at se på en designmesse. På den måde kan vi brande DTU i en verden, hvor vi næsten er ukendt,” fortæller han.

 

Ud over branding af DTU er messen også en unik chance for de studerende for at gøre opmærksom på sig selv.

”For de, der har afsluttet deres uddannelse, og som har deltaget i projekterne, betyder det, at de på messen kan udvide deres netværk og måske få nogle flere jobmuligheder,” siger Per Boelskifte.

 

Se de projekter, der er lavet af DTU-studerende. 

 

 

COpenhagen DEsignweek 09.

 

Det er i år første gang, designmessen afholdes. Messen er en central del af Danmarks første internationale designuge, der finder sted i København. CODE09 afholdes fra d.27.-30.august.

Se mere på www.code09.dk