Studerende i international konkurrence med billedprogram til mobiltelefoner.
Fire DTU-studerende rejste i starten af juni 2007 til Budapest i Ungarn for at deltage i finalen i „Mobile Application Innovation“-konkurrence, som blev af holdt af Nokia. I konkurrencen for universitetsstuderende deltog cirka 80 hold fra Danmark, England, Finland og Ungarn. DTU-holdet deltog med prototypen på en applikation kaldet PickPics til mobiltelefoner.
PickPics er udviklet til kurset ‚Applikationsudvikling til mobile platforme‘ på Center for Information and Communication Technologies (CICT) på Informatik og Matematisk Modellering (IMM).
„PickPics er et management system til billeder med en integreret applikation, der indeholder nye måder at interagere med og præsentere billeder på,“ siger Lasse Nielsen, der sammen med Piotr Stalewski, Sylvia Bala og Olga Dmitricenko udgør den gruppe, der har udviklet applikationen.
Frihed til at eksperimentere
PickPics indeholder to applikationer. Den ene er et billede galleri, den anden er et 3D Memory Game. ImageGallery giver mulighed for, at brugeren på mange forskellige måder kan browse, søge, tagge, rate og redigere i billeder. Formålet med for eksempel at rate er, at man hurtigt kan finde sine bedste billeder og vise dem frem. Man kan for eksempel bestemme, at man hurtigt vil kunne finde de billeder, man har givet mellem tre og fem stjerner, således at ikke alle 150 foto fra charterrejsen dukker op hulter til bulter.
Ved at tage billederne skabes en form for virtuelt filsystem. Med taggingsystemet slipper man for at browse sig igennem alle filer, og man kan hurtigt finde det, man søger. ImageGallery understøtter en hurtig og meget overskuelig søgning på mobiltelefonens lille skærm, og samtidig kan systemet støtte udveksling af billeder mellem to mobiltelefoner.
”Vejlederne gav ideer til, hvordan vi kunne præsentere vores projekt i Budapest, og det var meget lærerigt for os at præsentere projektet som en business case. I Budapest var der flere der så muligheden i at bruge denne teknik til andre formål. Et eksempel kunne være i forbindelse med at finde ud af, hvilken farve væggene i ens lejlighed skal have, eller hvilken sofa der passer bedst til stuen. Kort sagt er Memory Game er et billedpromoveringsprogram, hvor man kan vise billeder eller spille et spil,“ siger Olga Dmitricenka.
Konkurrencen forløb godt
Gruppen deltog først i landekonkurrencen, hvor de konkurrerede med universiteterne i Aalborg og Århus. I den konkurrence vandt DTU-holdet 5.000 euro til rejsen til Budapest. Anderledes gik det i Budapest.
„Konkurrencen i Budapest gik godt, selv om vi ikke vandt. De annoncerede kun vinderen, så vi fik ikke vores placering at vide. Men vi fik udmærkede udtalelser, så vi er bestemt tilfredse,“ siger Lasse Nielsen.
Deres applikation blev testet af et kommercielt firma inden for Soft Aplication testfagområdet, og de fik konstruktiv feedback omkring muligheder for systemets tekniske implementering, forretningspotentialet og brugervenlighed. Lasse Nielsen er alt i alt tilfreds med udbyttet af konkurrencen.
„Det selvfølgelig også godt for vores videre studie og vores karriere i det hele taget, at vi allerede nu har fået så meget erfaring fra den virkelige verden.“
Læs mere om PickPics her: www.pickpics.tk