DTU’s nye institutdirektør har stærke kompetencer inden for særligt energiområdet.
Preben Jørgensen bliver fra 1. december 2019 ny direktør for DTU Elektro. Han kommer senest fra en stilling som leder i DSB, hvor han har været ansvarlig for DSB’s andel af Signalprogrammet.
Preben Jørgensen er uddannet civilingeniør og har en ph.d. inden for elforsyning fra DTU Elektro. Derudover har han en HD i organisation og ledelse fra CBS. Preben Jørgensen startede sit arbejdsliv som ingeniør i Elkraft og har siden bestredet en række lederstillinger inden for el- og energisektoren, bl.a. i HOFOR, Vattenfall, Elkraft og DEFU (Dansk Energi, Forskning og Udvikling). Han har gennem årene primært arbejdet med produktion, rådgivning, anvendelse og planlægning inden for energi.
Ved siden af sin karriere har Preben Jørgensen foretaget en lang række forskningsfaglige vurderinger af projekter og uddeling af midler inden for energi og miljø. Det er sket som medlem af udvalg i regi af bl.a. Det strategiske Forskningsråd og Innovationsfonden, inklusiv forskningsfaglige vurderinger for EUDP, GUDP og ForskEl.
”Preben Jørgensen vil med sin store erfaring fra lederstillinger i private og offentlige virksomheder samt sin faglige indsigt i forskningen på særligt energiområdet være et stort aktiv for DTU. Vi glæder os til at byde ham velkommen,” siger rektor Anders Bjarklev.
Preben Jørgensen siger om forventningerne til sit nye job:
”DTU har altid stået mig nært, og jeg ser frem til at skulle stå i spidsen for den fortsatte udvikling af DTU Elektro. Instituttet indtager en stærk position på mange felter, som jeg glæder mig til at bidrage til at skærpe yderligere”.
Preben Jørgensen har haft flere tillidsposter på DTU, bl.a. har han været formand for styrekomiteen for PowerLabDK, medlem af DTU Energis advisory board, universitetets repræsentantskab og udpegningskomité.
Preben Jørgensen afløser professor Kristian Stubkjær, som stopper efter en lang karriere på DTU.