DTU rykker internationalt

Danmarks Tekniske Universitet stormer frem i konkurrencen med verdens bedste universiteter.

Den britiske avis the Sunday Times har netop offentliggjort deres årlige rangliste over hvilke universiteter der er bedst i verden - den såkaldte THES World University Ranking - og DTU er i år gået 64 pladser frem til en placering som nummer 130 i verden.

 

Universiteterne måles på en række forskellige områder, og DTU er gået frem over hele linjen. Det er især på områderne forskningskvalitet, andre forskeres vurdering af DTU og internationale erhvervsfolks vurdering af de færdige ingeniører, at DTU er rykket frem.

 

"Vi tager disse ranglister med et gran salt, da man jo sammenligner universiteter af helt forskellig type. Men det glæder os naturligvis, at der er andre forskere og erhvervsfolk, som har givet os en positiv vurdering. For dem handler det om gode resultater, og de peger samlet på, at vores universitet anses for blandt de bedste i verden, og samtidig tilhører eliten blandt tekniske universiteter," siger DTU's rektor Lars Pallesen.

 

Han peger blandt andet på DTU's strategiske forskningssatsninger gennem de senere år som årsagen til den flotte placering.

 

Øverst på listen finder man universiteter som amerikanske Harvard og britiske Oxford og Cambridge.