Fremtidens elbil er på DTU

Når vi nogle år ude i fremtiden har sendt de traditionelle kulbaserede kraftværker på pension og kun får energi fra vedvarende energikilder, får vi brug for en række forskellige reservelagre, som kan hjælpe med at bibeholde balancen mellem produktion og forbrug af elektricitet. Elbilen er et eksempel på et eksternt lager, som kan blive ladet op, når det blæser, og strømmen er billig, og levere en del af energien tilbage i perioder, hvor der er mindre produktion af vedvarende energi. Denne egenskab kaldes Vehicle-To-Grid (V2G).

elbil.gif

 

Center for Elteknologi (CET) ved Danmarks Tekniske Universitet har netop modtaget en prototype, som på mange måder repræsenterer fremtidens elbil – og som er den første af sin slags i Danmark. Elbilen, der har fået navnet eBox, er en konverteret Toyota Scion. Bilen har en topfart på ca. 150 km/t, den kan accelerere fra 0 til 100 på ca. syv sekunder og har en stor batteripakke, som gør, at den kan køre op til 200 km på en opladning – men det er ikke det mest interessante set med en forskers øjne:

 

”Det helt unikke ved eBox’en er, at den er udstyret med moderne kommunikationsteknologi, som gør det muligt for bilen at kommunikere med elsystemet. Det betyder, at man kan styre, præcis hvornår bilen skal oplade sine batterier, og eventuelt hvornår den skal levere energien tilbage til nettet. Disse evner er altafgørende, hvis vi skal kunne håndtere fremtidens store mængder vedvarende energi”, fortæller ph.d.-studerende Peter Bach Andersen fra CET.

 

Forskning i fremtidens elsystemer og Vehicle-To-Grid-teknologien har et stort internationalt fokus, og for at kickstarte den danske Vehicle-To-Grid-forskning har DTU inviteret professor Willett Kempton fra University of Delaware. Professor Kempton er en af V2G-forskningens grundlæggere, og han skal hjælpe forskerne fra DTU med at bygge bro mellem Vehicle-To-Grid-teknologien og det danske elsystem.

   

For at få en prøvetur eller yderligere oplysninger kontakt:

 

Ph.d.-studerende Peter Bach Andersen, Center for Elteknologi, DTU, på mobil 31 19 99 49