Forskere på Danmarks Rumcenter har udviklet avanceret udstyr til Europas første satelliteventyr, der skal opklare, hvordan universet blev til. Satellitten hedder Planck og skal opsendes i juli 2008. Den skal måle på lyset fra universets fødsel for 13,7 milliarder år siden
Monteret på satellitten sidder to ultrapræcise letvægtsspejle udviklet på Danmarks Rumcenter ved DTU. Med astrofysiker og seniorforsker Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen i spidsen har Danmarks Rumcenter siden 1994 arbejdet på at udvikle spejlene, der skal indfange den uhyre svage mikrobølgestråling fra universets barndom.
Planck-satellittens kortlægning af lyset fra universets skabelse bliver den mest detaljerede, der nogensinde er foretaget. Analysen af mikrobølgestrålingen vil kunne afsløre temperaturforskelle på helt ned til 1/1000.000 grad.
”Det er ekstremt små differencer i temperaturen, som Planck-satellitten registrerer. Men det er præcist de minimalle udsving, som har gjort hele forskellen og betyder, at vi sidder her 13,7 milliarder år senere og forsøger at forstå, hvor det hele kommer fra, og hvorfor universet har udviklet sig som det har, og ser ud som det gør,” siger Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen.
Satellitten er et fælles europæisk projekt under European Space Agency (ESA).17 lande er medlem af ESA, deriblandt Danmark.
Fordi Danmarks Rumcenter har leveret spejlene til satellitten, får samtlige danske forskere førsteret til at bruge de enestående målinger fra Planck.