Der er gennem tiden blevet uddannet en del arktiske ingeniører i den grønlandske by Sisimiut. Men nu kommer der endnu flere, og der er behov for dem.
Center for Arktisk Teknologi, Artek, har til huse i Grønlands næststørste by, Sisimiut. Gennem centret har Sanaartornermik Ilinniarfik (Byggeog Anlægsskolen) i Sisimiut og DTU gennem de seneste ti år samarbejdet om årligt at uddanne 20-25 diplomingeniører, der er særligt specialiserede i arktisk teknologi. Undervisningen finder sted både i Sisimiut og i Lyngby.
Centret blev etableret i 2000 med støtte fra Grønlands Selvstyre, og opgaven med at uddanne det aftalte antal arktiske ingeniører har ifølge Arteks centerleder, institutdirektør på DTU Byg Michael Faber, været håndteret godt gennem årene: ”Det betyder, at Artek er supergodt forankret i det grønlandske samfund,” fortæller han, men pointerer samtidig, at det nuværende koncept har visse begrænsninger, f.eks. at man skal transportere både studerende og undervisere mellem Danmark og Grønland, fordi centret er forankret både i Sisimiut og i Lyngby.
Det grønlandske samfund står også over for store udfordringer – og fremtiden byder samtidig på enorme muligheder for landet, som er rigt på råstoffer, ikke bare i form af olie- og gasforekomster – men i endnu højere grad i form af sjældne jordarter og grundstoffer, som verden har brug for. Råstofforekomster, der kan indbringe det grønlandske samfund meget store indtægter. Det at skulle håndtere denne fremtidige ressourceindvinding vil byde på store udfordringer, og behovet for viden og højtuddannet arbejdskraft stiger. ”Vi vil gerne være med til at skabe grundlaget for, at vi udnytter disse muligheder til – på bæredygtig vis – at fremme Grønland som et videnbaseret samfund, hvor netop uddannelse og viden er en væsentlig komponent,” siger Michael Faber og fortsætter: ”Derfor er visionen, at vi nu booster Artek til at være en regulær universitetsenhed i stedet for en undervisningssatellit. Vi vil udvikle centret til et internationalt kraftcenter for tekniske uddannelser og arktisk teknologi. Og det er indlysende, at tyngdepunktet for et sådant center skal være i Sisimiut. Antallet af optagne studerende skal øges til 125 per år – og vi skal ikke i nær det samme omfang transportere studerende og undervisere mellem Danmark og Grønland. Hvis denne vision føres ud i livet, vil den medføre en fast videnskabelig stab på omkring 30 personer, som skal bo i Grønland. Og de skal undervise, men de skal også forske og lave myndighedsbetjening,” slutter Michael Faber.
Planen er, at den nuværende diplomingeniøruddannelse fortsætter, men desuden skal der opbygges en bachelorog masteruddannelse i arktisk teknologi. Næste skridt er, at projektets interessenter, dvs. repræsentanter for de grønlandske myndigheder, grønlandske politikere og interessegrupper, repræsentanter fra fonde og industrien samt fra andre grønlandske forskningsog uddannelsesinstitutioner, samles for i fællesskab at finde ud af, i hvilken udstrækning, i hvilke tempi og hvordan en sådan vision kan føres ud i livet. Disse og mange andre udfordringer ligger og venter på den nye Artekcenterleder, der forventes at være identificeret i løbet af kort tid.