Økobilerne Dynamo og Innovator på koreansk tv

Fredag eftermiddag besøgte et koreansk tv-hold DTU Mekanik for at lave optagelser af økobilerne Dynamo og Innovator til et tv-program om Danmark og bæredygtig energi.

De studerende på DTU's økobil-hold, FLSmidth Roadrunners, der i sidste uge kom hjem fra Shell Eco-marathon med to førstepladser og en verdensrekord i bagagen, er efterhånden blevet vant til at vise deres økobiler frem og fortælle om de anordninger, der har gjort dem til vinderbiler.

Kort inden afgangen til Shell Eco-marathon blev bilerne testkørt på DTU under overværelse af den motorsportsinteresserede Prins Joachim, og under konkurrencen lagde den otte-dobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen vejen forbi DTU-lejren. Efter triumfen viste to af de studerende, Dynamo-holdets teamleder, Christoffer Hansson, og chauffør, Kamilla Grove Sørensen, Dynamo frem i DR1's 'Aftenshowet'. Og fredag eftermiddag var det den sydkoreanske tv-station KBS (Korean Broadcasting System), der stillede interesserede spørgsmål.

 

Science Cafe

Tv-holdet var fra det populærvidenskabelige program 'Science Cafe', der formidler videnskab til seerne på en letforståelig og interessant måde hver onsdag aften i primetime. I den forbindelse var tv-holdet i Danmark for at lave optagelser til en specialudgave af programmet om Danmark og bæredygtig energi, hvor de miljøvenlige økobiler vil være med til at præsentere Danmarks kunnen inden for dette område.

 

Under besøget på DTU Mekanik fik de koreanske gæster først en overordnet introduktion til økobilerne af de studerendes vejleder, Jesper Schramm, hvorefter tv-holdet fik lejlighed til at interviewe de studerende og lave optagelser af bilerne, ligesom studieværten fik en prøvetur i Dynamo. 

 

kbs1_lille.jpg

Toppen af Innovator er løftet af, så tv-holdet kan filme og interviewe chaufføren.

Foto: Marie Dinesen

 

 

kbs2_lile.jpg

Den sydkoreanske studievært får de sidste instrukser, før hun sendes på prøvetur i Dynamo.

Foto: Marie Dinesen

 

Læs mere om FLSmidth Roadrunners triumf i Lausitz her.

>