DTU-studerende får gratis mobiltelefoni

Studerende på DTU kan snart tale gratis i mobiltelefon, og samtidig være testpersoner for fremtidens indhold til alverdens mobilbrugere.

Har man som studerende en mobiltelefon, der er forberedt til IP-telefoni, kan man være med til at teste sine medstuderendes arbejde, og samtidig ringe gratis – dog kun hvis man opholder sig på selve DTU.

 

Nokia har doneret 100 ”internet tablets” til at udvikling af ”Mobile Campus Services”, heriblandt trådløs IP baseret telefoni på DTU campus. De mobile terminaler er optimeret til udvikling af IP baserede mobile tjenester. Platformen vil også blive anvendt i EU projektet MAGNET Beyond, hvor CICT deltager.

 
”DTU’s campus i Lyngby er dækket af et trådløst netværk, så alle studerende og ansatte med internet tablets og moderne mobiltelefoner vil kunne benytte trådløse IP-tjenester gratis, og samtidig få tilbudt de ydelser, som vi ved hjælp af vores internet-tablets vil udvikle”, forklarer professor Knud Erik Skouby fra DTU.

Udviklingen foregår blandt andet på uddannelsen ved DTU’s CICT, og ”vi ser frem til, at vores studerende kan eksperimentere med nye spændende mobile tjenester til gavn for både studerende og ansatte på DTU”, siger adjunkt Jakob Eg Larsen.

Tjenesterne kan eksempelvis være baseret på lokation, kontekst eller socialisering, således at de tilgængelige informationer er tilpasset brugssituationen eller det sted man befinder sig på campus.

Nokia har kun uddelt i alt 200 ”internet tablets” til universiteter på verdensplan, og halvdelen er havnet på DTU.


Donationen skal ses i sammenhæng med, at CICT pr. 1. januar 2007 er tilknyttet Institut for Informatik og Matematisk Modellering (IMM). Det giver det nye IMM en unik kompetence indenfor kommunikation & IT – både i dansk og international sammenhæng.