Med elbil-projektet EDISON er vejen banet for flere elbiler i Danmark. I dag blev starten på projektet markeret med et pressemøde og en underskriftsceremoni. Tre DTU-institutter deltager i projektet.
"Man kan undre sig over, hvor lang tid det tager for gode idéer at slå igennem." Sådan indledte klima- og energiminister Connie Hedegaard sin tale på pressemødet den 25. februar, der markerede starten på elbil-projektet EDISON. Projektet er verdens største forsøg med intelligente elbiler og er opkaldt efter Thomas Edison, som nok er mest kendt for at opfinde elpæren. For 100 år siden stod han også bag produktionen af elbiler, en produktion, som dog hurtigt blev udkonkurreret af Henry Fords benzindrevne Ford T. Nu tager elbilen revanche gennem EDISON-projektet.
Intelligent samtale
Formålet med EDISON-projektet er at udvikle de tekniske løsninger og den infrastruktur, som gør det muligt at udbrede elbiler i Danmark i stor skala. For at det kan lade sig gøre, skal der udvikles et system, der gør, at elbilens batteri og elsystemet kan tale sammen på en intelligent måde, så elnettet ikke overbelastes, når elbilerne lades op.
Tre DTU-institutter i konsortiet
Tre institutter fra DTU er involveret i samarbejdet. Det gælder DTU Elektro, Risø DTU og DTU Transport. Sidstnævnte bidrager bl.a. med analyser af transportadfærd.
Pressemødet sluttede med en underskriftsceremoni, der formelt markerede indgåelsen af samarbejdet mellem de ti deltagere i konsortiet, som ledes af Dansk Energi: IBM, Siemens, DongEnergy, Eurisco, Østkraft og Energinet.dk foruden Dansk Energi og de tre DTU-institutter.
EDISON er et treårigt projekt, som afsluttes med en afprøvning af den udviklede infrastruktur på Bornholm.
Klima- og energiminister Connie Hedegaard og Jørgen Christensen, afdelingschef i Dansk Energi, afprøver elbilen Tesla Roadster.
Foto: Thorkild Amdi Christensen