DTU Nanotech modtager en Global Excellence-pris på 1,5 mio. kr. for instituttets biomedicinske indsats.
Tirsdag den 23. august modtager det faglige miljø inden for biomedicinsk nanoteknologi på DTU Nanotech en pris på 1,5 mio. kroner. Prisen ”Global Excellence – i sundhed” gives for en indsats i verdensklasse, når det gælder udvikling og anvendelse af ny viden inden for sundhed.
Af motivationen fremgår det, at DTU Nanotech via samarbejde med regionens førende hospitaler foretager en unik, integreret udvikling af nye medicinske teknologier. Dette faglige miljøs succes har skabt landets mest innovative miljø målt på patentering og opstart af nye virksomheder og er internationalt anerkendt.
Seniorforsker Thomas L. Andresen modtager prisen på vegne af forskningsenheden på DTU Nanotech, der i alt beskæftiger omkring 100 medarbejdere.
Seniorforsker Thomas Andresen fra DTU Nanotech giver to eksempler på instituttets biomedicinske innovationer:
”Vi har blandt andet udviklet et nyt kontraststof baseret på nanopartikler, som kan bruges til scanning af kræftpatienter. Med det nye stof kan man visualisere kræftsvulsten på en måde, som man ikke er i stand til i dag – hvilket giver nye muligheder for at opdage kræftknuder i et tidligt stadig og dermed åbne op for en mere effektiv behandling. Vi har også udviklet et elektronisk plaster, som kan måle puls og iltmætning i blodet – og sende disse målinger til en modtager et andet sted. Der er altså indbygget mikroelektronik i selve plasteret, og det kan eksempelvis bruges til fjernovervågning af patienter – eller til at give et konstant billede af en indlagt patients tilstand.”
I alt modtager fem faglige miljøer i hovedstadsområdet ”Global Excellence”-priser. Det er andet år, at priserne uddeles.
Læs mere om Global Excellence på Region Hovedstadens website