DTU Avisen møder Lars Nørgård en smuk sommerdag i hans nye, sortmalede træ atelier i baghaven i Hellerup. Han bor sammen med sin familie i den tilstødende murstensvilla, der er omkranset af rosenbuske og emmer af familieliv. Der er højt til loftet i hjemmet, og væggene er udsmykket med hans egne tegninger og malerier – lige med undtagelse af den væg i køkkenet, som hans toårige datter har fået lov til at tegne på.
Sommerferien er lige startet, og kæresten har taget deres datter med en tur i Tivoli, mens Lars Nørgård selv er ved at lægge sidste hånd på nogle malerier til kunstmessen i Forum i september.
”Det er, når jeg maler i mit atelier, at jeg har det allerbedst! Jeg skruer højt op for musikken og lytter til de lange forløb i fusionsjazzen. Det er ligesom at stå i en koncertsal og arbejde. Ikke forstået sådan, at jeg sådan svinger penslen i takt til musikken,” griner han mildt.
Men Lars Nørgård maler i højt tempo. Han kan holde tempoet i fem timer om dagen – så er energien opbrugt.
”Jeg arbejder i et afsindigt tempo. Jeg står slet ikke tilbage og kigger på lærredet, når jeg er i gang. Jeg maler ofte uden pauser, fem timer om dagen. Og så er jeg helt udmattet. Hvis jeg arbejder mere, kan jeg ikke arbejde næste dag, og hvis jeg arbejder mindre, så har jeg ikke fået nogen tilfredsstillelse ved at være på arbejde. Så er det i sur tilstand,” smiler Lars Nørgård.
Lars Nørgård går til vaflerne, når han maler i sit atelier og elsker at lade høj musik inspirere ham, mens han arbejder. Et af hans seneste arbejder kan nu nydes af alle i DTU's bygning 101 i Lyngby: Det 30 meter lange værk: seven magic moles. (foto: Jens Rosenfeldt)
Rød klemmer man altid først ud
Lars Nørgård var hyllet ind i streger allerede som barn. Han tegnede og tegnede og vidste tidligt, at det var det, han ville leve af. Ligesom sin mormor ville han være kunstmaler. Han beskriver, hvordan han som 13-årig fik sit første malersæt af hende.
”Jeg kan tydeligt huske det. Vi sad der rundt om mine forældres spisebord. Der var sådan en gullig, dæmpet belysning, som der er i parcelhuse, og så kom den der røde farve ud af tuben. Rød klemmer man nemlig altid først ud. Det var sådan helt glinsende, flot og magisk. Da jeg så dét, lugtede lugten af olie og terpentin og så det lille lærred, så begyndte jeg bare at blande gul og rød sammen. Jeg malede en sol, der kom ned fra det ene hjørne. Ja, så var jeg grebet af det.”
De næste malerier, som Lars Nørgård fortæller om, bliver til under noget anderledes rammer og i en lidt anden tilstand. Han er blevet teenager med langt hippiehår, frynsejakke og aktiv Roskilde Festival-gænger.
Han dropper i samme periode ud af gymnasiet og forlader en læreplads for som 18-årig at starte på Skolen for Brugskunst – i dag Danmarks Designskole. Her finder han hurtigt ud af, at han er havnet på den rette hylde.
”Da jeg starter på Skolen for Brugskunst, er der ingen tvivl. Jeg ville hellere sidde inde på skolen end tage hjem. Og når jeg tog hjem, kunne jeg ikke vente med at komme tilbage. Alt andet sagde mig intet i en tid, hvor mange ellers tog på værtshus og ud på Christiania.”
De vilde unge
Lars Nørgård var måske ikke tiltrukket af Christiania og værtshusene, men han var interesseret i at eksperimentere. Derfor blev han også hurtigt en del af Værkstedet Værst, der i 1980’erne var et eksperimenterende fællesatelier for tidens kunstnere. Her kom blandt andre Michael Kvium, Erik A. Frandsen og Christian Lemmerz. De fik tilnavnet ”de unge vilde” og gjorde alt, hvad de kunne, for at prøve grænser af.
Det var her, at Lars Nørgård malede et portræt af kunstnerkollegaen Christian Lemmerz. Et værk, der skulle vise sig at bane vejen til hans første store udstilling på et anerkendt museum i 1985.
Det store gennembrud
Kunstnerportrætterne vækker nemlig museumsdirektør på Aarhus Kunstmuseum (i dag Aros, red) Jens Erik Sørensens interesse, og han opsøger Lars Nørgård en kold vinterdag i 1985.
”Jeg står på sådan en salatfabrik og arbejder under en enlig pære ned fra loftet, totalt iskoldt og loftskammeragtigt. Og ind kommer Jens Erik Sørensen. Han syntes, at portrætterne var vældig interessante, så han tilbyder mig 10-15 meter gang i mellemetagen på Aarhus Kunstmuseum.”
Jens Erik Sørensen siger, at han vil komme tilbage et halvt år efter for at se, hvad Nørgård har fået lavet, hvilket sætter skub i tingene.
”Da han gik ud, tænkte jeg: Nu skal jeg eddermame vise ham,” griner Lars Nørgård højt og fortsætter: ”Så da han kom næste gang, tror jeg, at der stod 35 malerier, og så kunne det jo enten gå den ene eller den anden vej.”
Det gik heldigvis sådan, at Jens Erik Sørensen tog næsten alle malerierne med sig og gav Lars Nørgård en hel sal i stedet for lidt mellemgang at udstille i på Aarhus Kunstmuseum. En måned senere kunne maleren anskaffe sig en bil, flytte til en sund lejlighed og i øvrigt gå ned til bistandsdamen på Blegdamsvej og sige: Mig ser du aldrig mere igen!
”Det var fuldstændig vildt! Lige pludselig at stå med 500 mennesker til en fernisering. Der var sort af mennesker. Jeg var ved at dø af skræk. Jeg kan huske, at jeg stod og røg cigaretter nede på toilettet,” griner Lars Nørgård.
De abstrakte malerier trænger sig på
I årene frem til 1998 fortsætter Lars Nørgård med at tegne og male primært figurativt og satirisk. Han skriver også en børnebog og illustrerer andres. Men i 1998 kommer der et vendepunkt i hans karriere. Med værket ”En lystløgners drøm om femørens fald”, 1998, begynder det abstrakte maleri at trænge sig på. Han fortæller, at han var begyndt at kede sig med det figurative.
”Jeg var startet med Pinocchio, men så malede jeg baggrunden, og det trak i mig at male nonfigurativt. Det abstrakte var skidespændende. Jeg var helt oppe at køre over det.”
Lars Nørgård har opfundet sin egen måde at skabe liv i de abstrakte billeder på.
”Jeg starter med at lave tynde styre-streger overalt. Det er for at lave noget, der er forkert. For når man så laver det rigtige ovenpå og lader det forkerte skinne i gennem, så giver det sådan en elektrisk virkning. Et underliggende nervenet. Det giver bevægelse i billedet. Hvis det hele er rigtigt fra starten, så bliver det dødt.”
Derfra går det løs i dagevis, ugevis og månedsvis, Det gælder også de værker, som maleren har skabt til DTU: Seven Magic Moles, der tog omkring en måned per billede.
Lars Nørgård er optaget af hele tiden at male sig væk fra det figurative, så hver gang der opstår figurer, der ligner noget, har han et problem, der skal løses. Netop derfor er der ikke noget centrum, ingen fikspunkter, i Lars Nørgårds værker. Og netop derfor foregår der noget overalt. Der er en slags ligevægt og ingen døde områder i malerierne.
7 magiske muldvarper, hver sektion 165 x 350 cm, olie på lærred, 2010. ’Seven Magic Moles’ er doneret af Ny Carlsbergfondet til DTU, og er tilgængelig for offentligheden. (Foto: Thorkild Amdi Christensen)
Muldvarpeskud skal skabe glæde
Med Seven Magic Moles har maleren arbejdet bevidst med at undgå fikspunkter og figurer. Alligevel giver malerierne ham associationer til noget figurativt, nemlig som titlen antyder: muldvarpeskud.
”Hvis du ser billederne hele vejen ned ad gangen, så synes jeg, at det ligner sådan nogle muldvarpeskud – så er de der, og så er de væk igen, når du prøver på at slå dem ned med en spade. Malerierne skal primært skabe glæde. De kunne også have heddet ’Luksussyner’.”
Lars Nørgård fortæller, at han ikke er optaget af at sende budskaber ud til beskueren, hvilket ellers er meget oppe i tiden.
”Jeg kan ikke lide det der med, at vi skal påduttes noget hele tiden. Det er meget moderne med sygdom og død. Alle tabuemnerne. Vi kan risikere at blive kørt ned, så husk at leve. Sådan nogle budskaber i værkerne synes jeg ikke om. Jeg vil hellere lave gode malerier.”
- Skrevet af Signe Mølgaard