Det kan betyde kostbare ødelæggelser, hvis lynet slår ned i en vindmølle, og det gør det tit, fordi møllerne ofte er det højeste punkt i miles omkreds. Men vindmøller kan lynbeskyttes, og det har firmaet Global Lightning Protection Services A/S specialiseret sig i. Firmaet er startet af Søren Madsen på basis af en uddannelse som stærkstrømsingeniør fra DTU.
Brand, nedsmeltning, systemfejl og hjertestop er bare nogle af de fatale konsekvenser, det kan have, når lynet slår ned. Lynet sender nemlig enorme mængder af strøm igennem alt, hvad det rammer. Om det er en golfspiller på en græsplæne, et fly i luften eller en vindmølles vinger.
I takt med at Danmark i højere grad satser på vindenergi, planlægges opførelsen af flere havmølleparker ud for de danske kyster. Og i en havmøllepark er møllerne ikke blot det højeste og mest oplagte punkt i miles omkreds for lynet at slå ned. De rager faktisk så højt op over havets overflade, at de i sig selv øger risikoen for, at lynet rammer.
Vindmølleproducenterne bygger derfor møller og vinger, der kan håndtere lynnedslag, og både design og komponenter testes og forbedres til stadighed for at leve op til det sæt af standarder, som findes inden for lynbeskyttelse af vindmøllevinger. Og her kommer Søren Madsen ind i billedet. Han er teknisk direktør i Global Lightning Protection Services A/S:
”Vores firma har specialiseret sig i lynbeskyttelse. Vi tester og optimerer på design og komponenter i vindmøller og sørger for, at de lever op til de standarder, som industrien har vedtaget. I vindmølleindustrien har man gennem de seneste år bygget højere og højere møller, og der er samtidig kommet flere og mere specifikke krav fra både købere og forsikringstagere om, at design og komponenter kan modstå de lyn, som nogle steder slår ned helt op til ti gange om dagen.”
Læs hele artiklen fra Dynamo.