Sig "ja" til ny teknologi

Det er vigtigt for Danmarks fremtid, at vi får skabt større begejstring for teknologi, mener Egon Bech Hansen, der er ny direktør for DTU Systembiologi

“Jeg kunne godt tænke mig, at vi i Danmark blev bedre til at sige ja til ny teknologi og alle de muligheder, teknologien rummer, i stedet for at møde den med frygt!”

 

Ordene kommer fra Institut for Systembiologis nye direktør, Egon Bech Hansen.

 

Den 56-årige civilingeniør og ph.d. i molekylærbiologi fra DTU er selv drevet af en stærk teknologibegejstring. Siden en visionær og karismatisk professor på DTU ved navn Kaspar von Meyenburg viste ham, hvordan man konstruerer mikroorganismer, så de f.eks. kan virke som cellefabrikker, har Egon Bech Hansen været dybt fascineret af bioteknologi og teknologiens muligheder. 

 

”Det, at man kan konstruere levende celler, så de opfylder et bestemt behov, er så spændende, fordi anvendelsesmulighederne er uendelige,” forklarer Egon Bech Hansen.

 

Og han ved, hvad han taler om: Han har viet en stor del af sin karriere til netop at omsætte bioteknologisk forskning til værdifulde produkter, først hos Chr. Hansen og siden hos Danisco. Samtidig har han i mange år siddet i bestyrelsen for Foreningen af Bioteknologiske Industrier I Danmark. Efter 22 år i industrien, hvor det forskningsmæssige fokus primært var på enzymer til mejeri- og bageriindustrien, forlod han i 2010 Danisco for at blive institutleder på Aalborg Universitet.

 

Tilbage til forskning
Således tilbage i universitetsforskningen blev han leder af et forskningsprojekt, der går ud på at fjerne behovet for antibiotika i husdyrproduktion ved i stedet at bruge antimikrobielle peptider produceret i cellefabrikker. Projektet, der er et samarbejde mellem DTU Fødevareinstituttet, KU Life, Aalborg universitet og to virksomheder, er nu fulgt med Egon Bech Hansen til DTU Systembiologi, hvor det passer fint ind i instituttets forskningsområder, der både dækker mikrobiel bioteknologi og forskning i bakterier og antibiotikaresistens.

 

egonbech_web.jpg

Efter 22 år i industrien, hvor det forskningsmæssige fokus primært var på enzymer til mejeri industrien, forlod Egon Bech i 2010 Danisco for at engagere sig i universitetsverdenen. I dag er han ny institutdirektør på DTU Systembiologi. (foto: Thorkild Amdi Christensen)

 

På rette hylde
Egon Bech Hansen føler, at han med direktørjobbet på DTU Systembiologi har fundet sin helt rette hylde.

 

“Jobbet som direktør for DTU Systembiologi bringer mig i centrum for den forskning, jeg brænder for, og ikke mindst tilbage til et institut, som står mit hjerte nært,” forklarer han og fortsætter: ”Allerede for 30 år siden var instituttet et spændende sted, og det er tydeligt for mig, at det kun er blevet endnu bedre siden. Det bliver ikke nemt at gå ind og løfte barren for instituttets ambitioner, for den er allerede sat meget højt, men jeg vil give det et forsøg,” lyder det med et skævt smil fra den nye direktør. Og der er da også masser af ambitioner i instituttets strategi for de kommende år:

 

”På DTU Systembiologi er vi klar til at arbejde med hele paletten af mikroorganismer. Det vil sige både skimmelsvampe, bakterier og mammale celler. En stor del af vores strategi handler nu om at tiltrække og ansætte de rigtige mennesker. Det samme gælder for de studerende. Vi vil have endnu flere studerende, og vi vil have de bedste.”

 

Erfaring med ledelse
En spændende karriere i industrien har ikke blot givet Egon Bech Hansen et godt blik for forskningens anvendelsesmuligheder. Han har også en solid erfaring med ledelse i bagagen. Og netop på ledelsesområdet mener han, at lighederne er større end forskellene mellem industri og universitet:

 

”Det er en leders ansvar at motivere sine medarbejdere og sørge for, at de elsker deres job og deler et fælles engagement, som bl.a. betyder, at man glædes over kollegers succes i stedet for kun at konkurrere. Dette gælder, uanset om man driver en virksomhed eller leder en forskningsinstitution,” lyder det fra den nye direktør, og så er han tilbage ved sin vision om mere teknologibegejstring:

 

”Forhåbentlig kan vi så også sprede engagementet og glæden ved vores fag til resten af befolkningen, så vi sikrer, at den nye teknologi, vi udvikler, også finder anvendelse til gavn for det danske samfund.”  

 

Skrevet af Iben Julie Schmidt