DTU's image i top

Ingeniører og studerende placerer DTU blandt landets ti bedste ingeniørarbejdspladser. Det viser en imageanalyse, som er foretaget af Mediehuset Ingeniøren.

DTU’s image blandt ingeniører og studerende ligger i top ti, viser den årlige profilanalyse, som Mediehuset Ingeniøren har udarbejdet. Profilanalysen måler image hos 111 virksomheder blandt Danmarks ingeniørarbejdspladser.

 

Mens ingeniørstuderende giver DTU en fjerdeplads på ranglisten, placerer færdiguddannede ingeniører DTU på en tiendeplads.

 

Derimod var både studerende og færdiguddannede ingeniører enige om, at Novo Nordisk med en førsteplads i analysen og Danfoss med en andenplads har det bedste image som ingeniørarbejdsplads.

 

Af ranglisten fremgår det endvidere, at ud af alle landets universiteter ligger DTU øverst med det bedste image som ingeniørarbejdsplads.

 

Profilanalysen er udarbejdet af Capacent Epinion i samarbejde med Mediehuset Ingeniøren på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse. Ifølge Ingeniøren er undersøgelsens deltagere tilfældigt udvalgte personer fra Ingeniørens webpanel, og i alt har 4.192 medlemmer svaret på undersøgelsen, hvoraf 908 er ingeniørstuderende, og 3.284 er færdiguddannede.

 

I spørgeskemaundersøgelsen skulle svarpersonerne blandt andet forholde sig til virksomhedernes ledelse, karrieremuligheder, løn og goder, udvikling og nytænkning m.m.

 

Se Ingeniørens profilanalyse