Forebyggelse af sygdomme, som overføres fra dyr og fødevarer til mennesker, kræver samarbejde og overvågning på tværs af sektorer. Sådan lyder anbefalingen på den første internationale, videnskabelige konference om "One Health", der blev holdt i Australien den 14. - 16. februar 2011. DTU Fødevareinstituttets direktør Henrik C. Wegener var med og præsenterede de danske erfaringer - for den nu internationalt anbefalede model har med stor succes været brugt i Danmark de sidste 15 år.
Konferencen havde fokus på sygdomsrisici og de udfordringer, der er forbundet med samspillet mellem dyr, fødevarer, mennesker og miljø, og hvad der skal til for effektivt på nationalt, regionalt og globalt plan at forebygge sygdomme, der kan overføres fra dyr og fødevarer til mennesker. En stigende andel infektionssygdomme hos mennesker kommer nemlig fra dyr. Det drejer sig eksempelvis om salmonella, SARS og fugleinfluenza såvel som bakterier, der bliver resistente overfor antibiotika. Problemerne er i stigende grad globale, og kan ikke kun bekæmpes på nationalt niveau.
One Health handler således om i en global, koordineret indsats at forebygge sygdomme hos mennesker ved kontrol og bekæmpelse af de infektioner i dyr, hvor sygdommene kommer fra.
Læs mere i en pressemeddelese fra DTU Fødevareinstituttet.