Den store europæiske videnskabskonference ESOF2014 skydes officielt i gang søndag d. 22. juni i Carlsberg Byen. Deltagerene er topforskere, europæiske beslutningstagere, erhvervsliv og presse. DTU’s involvering på konferencen spænder fra videnskabelige sessioner med deltagelse af en Nobelprismodtager, til lancering af et nyt europæisk science magasin, Technologist, som DTU laver med sine partnere i EuroTech University Alliancen.
På konferencen er DTU vært for fire sessioner, som favner over så forskellige emner som: katalyse som løsningen på fremtidens globale ressourceforbrug, konsekvenserne af Open Access, hvordan fremtidens europæiske energisystem skal se ud - til hvordan den rivende udvikling indenfor mikrosensorer, gør det muligt overvåge vores egne kroppe og komme med prognoser og forudsigelser.
Derudover har over 100 delegerede fra DTU tilmeldt sig konferencen, hvoraf flere er speakers på andre sessioner.
Bygger bro mellem videnskab og samfund
EuroScience Open Forum (ESOF) er, med deltagelse af mere end 450 talere i 120 oplæg og debatter, blevet en af de vigtigste europæiske videnskabelige begivenheder, hvor aktuelle videnskabelige problemstillinger og udfordringer tages op og diskuteres i spændingsfeltet mellem topforskere, beslutningstagere, erhvervsliv og presse.
”På DTU har vores formål altid været at lave forskning til gavn for det omgivende samfund, hvilket ligger fuldstændigt i tråd med ESOF’s målsætning. I år er ESOF placeret i Danmark, og det giver os en helt unik mulighed for at vise, at dansk teknisk forskning er i verdensklasse; f.eks. med hensyn til fremtidens smarte energisystemer og indenfor området katalyse. Konferencen er også en oplagt mulighed for at få startet en bred diskussion om fordele og ulemper for universiteterne, når online undervisningsformer, som de populære Massive Open Online Courses(MOOCs), ligger frit tilgængeligt på nettet,” siger prorektor Henrik Wegener, der selv deltager på konferencen og bidrager til diskussionerne som speaker.
DTU tager i sessionen, ‘MOOCs: a disruptive innovation for scientific and technical education in Europe?‘, fat på netop det sidstnævnte dilemma i samarbejde med sine EuroTech Universities alliance-partnerne.
Nyt magasin om videnskab og teknologi
Under ESOF2014 lancerer DTU, som et helt nyt europæisk magasin, Technologist. Under sloganet ’Innovation Explained’ skal Technologist være magasinet, hvor den nyeste forskning og innovation ikke alene bliver præsenteret, men også forklaret og perspektiveret.
Magasinet laves sammen med DTU’s partnere i alliancen EuroTech Universities; der tæller Danmarks Tekniske Universitet, École Polytechnique Fédérale de Lausanne, Technische Universiteit Eindhoven og Technishe Universität München.
Konference og folkelig festival
Den videnskabelige konference afholdes sideløbende med en folkelig videnskabsfestival, som er åben for alle; kaldet ’Science in the City’. Festivalen har mottoet ’Science Building Bridges’ og DTU er bredt repræsenteret med hands-on oplevelser om fremtidens teknologier i ’House of Future Technologies’, vi deltager i science slam og har lagt forskningsskibet Dana til kaj i København. Læs mere om
DTU’s aktiviteter på festivalen her.
- DTU er et teknisk Universitet, der stræber efter at være en del af den absolutte internationale elite. Derfor skal vi være til stede når beslutningstagere, EU-ministre og topforskere fra hele Europa mødes for at diskuterer de vigtigste samfundsudfordringer og nyskabelser.
- DTU har en stærk EuroTech Universities alliance http://www.dtu.dk/Samarbejde/Internationale-alliancer/Alliancer-og-strategiske-partnerskaber/Eurotech-Universities med de tre tekniske universiteter i hhv. Eindhoven , München og Lausanne. Med alliancen vil vi sætte den tekniske videnskab på den europæiske dagsorden.
- DTU lancerer sammen med partneruniversiteterne I EuroTech Universities alliancen et nyt videnskabeligt magasin; Technologist. Magasinet skal sætte fokus på det spændende og fascinerende i den tekniske videnskab. ESOF2014 er en perfekt platform til lanceringen af dette, da store dele af målgruppen vil være til stede. Lancering af magasinet sker tirsdag d. 24.juni kl. 10.30 på ESOF, og Technologist vil fremover udkomme fire gange årlig på både engelsk, fransk og tysk.