Professor Otto Anker Nielsen fra DTU Transport modtog onsdag Hedorfs Fonds pris for transportforskning.
Transportforskningsprisen uddeles hvert andet år, som en anerkendelse til en forsker inden for transport i Danmark, der har gjort en særlig indsats for udviklingen af området. Prisen blev overrakt på Transport Økonomisk Forenings Godskonference i København af Transportminister Carina Christensen.
På vegne af bedømmelsesudvalget sagde professor Tage Skjøtt-Larsen blandt andet:
”Otto har i høj grad været med til at sætte dagsordenen for transportforskningen i Danmark gennem sin anvendelsesorienterede transportforskning, sin deltagelse i den transportpolitiske debat i medierne, sin vejledning af ph.d.-studerende, gennem undervisning og kurser og gennem sin inddragelse af kolleger fra andre fagdiscipliner og universiteter i tværfaglige forskningsprojekter”.
Transportminister Carina Christensen overrakte prisen til DTU professor Otto Anker Nielsen
Foto: Per Daugaard.
Bedømmelsesudvalget pegede også på Otto Anker Nielsens udvikling af trafikmodeller, som kan modellere personers transportadfærd og godsstrømme. Blandt andet har han udviklet en overordnet model for hele Europa, der nu skal benyttes på EU-plan. Otto Anker Nielsens forskning i road pricing kaldte Tage Skjøtt-Larsen en aktuel og samfundsrelevant forskning, som rammer lige ned i den trafikpolitiske debat.
- Takket være Otto Anker Nielsen er vi godt forberedt, den dag Folketinget beslutter at indføre road pricing i Danmark, sagde Tage Skjøtt-Larsen.
Transportforskningsprisen er på 100.000 kroner, som Otto Anker Nielsen frit kan benytte.
Indstillingskomitéen består af professor Tage Skjøtt-Larsen, Copenhagen Business School, Michael Svane, formand for Transportøkonomisk Forenening (TØF) samt Ole Wiberg, formand for Hedorfs Fond.