DTU har indgået kontrakt med totalrådgiver om udformningen af en ny bygning på DTU Lyngby Campus, som skal huse det bioteknologiske forskningsmiljø ved DTU Biosustain.
DTU Biosustain – også kendt som The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability – kan se frem til en ny forskningsbygning på DTU Lyngby Campus med indendørs atrier, som sikrer lys og luft til et inspirerende arbejdsmiljø for centrets mere end 200 medarbejdere.
DTU har indgået et samarbejde om totalrådgivning med Vilhelm Lauritzen Arkitekter, ingeniørfirmaet MOE og GHB Landskabsarkitekter, der dermed skal stå bag udformningen af den nye bygning.
Bygningen omfatter 10.000 m2 og vil indeholde flere højt avancerede forskningslaboratorier til bioteknologisk forskning. Der indrettes desuden med moderne kontor- og mødefaciliteter samt fællesarealer for DTU.
Bygningen skal opføres på DTU Lyngby Campus’s nordlige del (anden kvadrant), som i de kommende år undergår en stor forandring med opførelsen af flere nye bygninger. Denne del af campus skal samle DTU’s life science og bioengineering-aktiviteter og kommer til at huse flere tilflyttende institutter som DTU Aqua, DTU Fødevareinstituttet og DTU Veterinærinstituttet.
Den nye bygning til DTU Biosustain forventes at stå klar i 2016. DTU Biosustain – The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability – blev etableret i 2010 og har midlertidig adresse på Scion DTU i Hørsholm.
DTU Biosustain forsker i ny viden og teknologi, der understøtter udviklingen af et mere bæredygtigt, biobaseret samfund, hvor kemikalier er produceret biologisk ved hjælp af mikroorganismer som fx gærceller.