Ny Direktør på DTU Nanotech

 

Mogens Rysholt Poulsen (45 år) er udnævnt til direktør for Danmarks største institut for mikro- og nanoteknologi, DTU Nanotech. Mogens Rysholt Poulsen kommer fra en stilling som direktør for Danchip, der driver DTU´s rentrum. DTU Nanotech har 170 medarbejdere, hvoraf hovedparten er forskere.

En af Mogens Rysholt Poulsens visioner er at videreudvikle DTU Nanotech´s stærke internationale position inden for instituttets tre aktivitetsområder: Forskning, uddannelse og samarbejde med erhvervslivet. Mulighederne for at realisere visionen er forstærket efter instituttet blev fusioneret med en afdeling på Risø for et år siden. Instituttet rummer nu endnu flere tilgange til og kompetencer inden for mikro- og nanoteknologi.

 

Med udnævnelsen er Mogens Rysholt Poulsen tilbage til det sted, hvor han begyndte sin lyn-karriere på DTU. I 1994 blev han ansat på MIC, der i dag hedder DTU Nanotech. Siden blev han vicedirektør for COM, som i dag hedder DTU Fotonik og har siden 2004 været direktør for Danchip med 30 medarbejdere.

 

Oprindeligt er Mogens Rysholt Poulsen ph.d. fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, hvilket omfattede et to-årigt studium ved University College London. Tillige har Mogens Rysholt Poulsen en MBA fra DTU i 2005. Mogens Rysholt Poulsens videnskabelige ekspertise er inden for lysforstærkning i planare bølgeledere, som han i 2001 modtog Statoil Prisen for.  

  

Yderligere informationer:

 

Niels Freese

Niels.freese@nanotech.dtu.dk

Tlf.: 45 25 63 29