En ægte fysisk vikingedyst på Lejre Museum

Fysikolympiaden er slut

Fysik

En uges fest for fysikken er slut. 381 unge fra hele verden har svedt over teoretiske og eksperimentelle fysikopgaver, 268 af dem, heriblandt 3 danskere, har fået medaljer eller hædrende omtale, og stafetten er overrakt til næste års værtsland, Kazakhstan.

Søndag d. 14. juli blev der sat et festligt punktum for den internationale fysikolympiade, IPhO 2013, med uddeling af guld-, sølv- og bronzemedaljer samt hædrende omtale til to tredjedele af deltagerne.

Alle Kinas fem deltagere fik guldmedalje, og fire ud af fem deltagere fra henholdsvis Rusland, Korea og Singapore var med i topkategorien. En deltager fra USA havde bedste score i de eksperimentelle prøver, mens en ungarer havde klaret teorien bedst - han opnåede i det hele taget det højeste samlede pointtal på 47 ud af 50 mulige.

Tre danske prisvindere
Tre af de fem danske deltagere kom på podiet; Markus Emil Jacobsen og Michael Blom Hermansen for at modtage hædrende omtale, og Frederik Ravn Klausen for at få en bronzemedalje.

De fleste deltagere var drenge, men der var dog 18 piger, og af dem fik to fra henholdsvis Vietnam og Litauen bronze-, to fra henholdsvis Moldova og England fik sølv-, mens en bulgarsk pige kom helt til tops og fik en guldmedalje om halsen.

Allerede dagen efter medaljeoverrækkelsen er bronzevinderen Frederik Ravn Klausen på vej i træningslejr til den internationale matematikolympiade, hvor der venter 12 timers matematik om dagen i en uge, før turen går til Columbia. 

”Det har været enormt sjovt at deltage i fysikolympiaden. Det var spændende at møde andre unge fra så mange forskellige kulturer, og prøverne bød på gode faglige udfordringer,” siger Frederik, som åbenbart næsten ikke kan få udfordringer nok. Efter matematikolympiaden skal han på overlevelsestur på Bornholm, og til september starter han på matematik på KU.

Alle vandt venskaber
Der var ikke medaljer til alle, men som dekan Martin Vigild fra DTU sagde i sin tale ved afslutningsceremonien, så havde alle deltagere vundet nye venskaber med fysikinteresserede som dem selv fra hele verden, og det er en næsten endnu vigtigere del af fysikolympiaden end de faglige resultater. 

Der var i hvert fald gode muligheder for at knytte kontakter uden for eksamenslokalet. I ugens løb var der planlagt udflugter til danske seværdigheder som Experimentarium, Vikingeskibsmuseet, Lejre Museum og ikke mindst Tivoli, hvor de unge fysikere blev udfordret med spørgsmål som: Hvor skal man sætte sig i rutsjebanen for at få den vildeste tur? Og hvad er massefylden af candyfloss?

Deltagerne blev også beværtet med pandekager på Københavns Rådhus, og da prøverne var overstået, kunne de slå sig løs til midtvejsfest på DTU.

”Olympiaden har været en stor succes; vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger fra de unge og deres ledere, både på opgaverne og hele arrangementet, ” siger lektor Niels Hartling fra Fysikolympiadekomitéen.