Et nyt projekt hjælper forskere og virksomheder med at etablere samarbejder i Region Sjælland. Målet er at finde nye innovative løsninger til gavn for både forskning og virksomheder.
En række rådgivere fra vidensinstitutioner i Region Sjælland sidder klar med at hjælpe forskere og virksomheder med at etablere forskningssamarbejder.
Det sker gennem det tre-årige projekt ViiRS, som er finansieret af Vækstforum Sjælland og ledet af DTU i partnerskab med Roskilde Universitet, professionshøjskolen University College Sjælland og erhvervsakademiet Erhvervsakademi Sjælland.
Nyeste viden
Samarbejdet giver virksomhederne den nyeste viden ind ad døren og adgang til fremtidens markeder og forretning. Omvendt giver samarbejdet forskerne et videns- og teknisk forspring til at skabe nye forretninger, udvikle nye produkter og services samt optimere processer og forretningsudvikling.
Desuden får forskerne et overblik over, hvilke vækstudfordringer virksomhederne i regionen slås med. Det kan bane vejen for nye innovative løsninger til gavn for både forskning og virksomheder.
Udfordringer og idéer
”Vi har en stor viden om mange innovationsparate virksomheders udfordringer og idéer opdelt inden for teknologier, fagområder og brancher. Dermed kan vi nemt matche virksomhedernes behov med kompetencerne på DTU’s institutter,” siger Jacob Fink Ferdinand, der leder ViiRS og er senior forretningsudvikler i DTU's afdeling for Innovation og Sektorudvikling på campus i Roskilde.
Ti forskningssamarbejder er etableret
ViiRS har identificeret ca. 850 små og mellemstore virksomheder, der arbejder inden for alle brancher, men med særligt fokus på teknologier inden for ventilation og luftrensning, ældrepleje og procesudstyr til fødevarefremstilling. Desuden har ViiRS fokus på turismevirksomheder og på virksomheder, der ser forretningsmuligheder i Femern Bælt-forbindelsen.
De første ti forskningssamarbejder er allerede etableret. Målet er at nå 60 samarbejder mellem vidensinstitutioner og virksomheder inden for de næste to år.
ViiRS
Læs mere om dine muligheder for at etablere samarbejder med virksomheder i Region Sjælland på ViiRS.
Se videoen: Samarbejde mellem DTU og erhvervslivet.
Kontakt
Jacob Fink Ferdinand, projektleder og senior forretningsudvikler, fink@adm.dtu.dk, 4068 0207
Bente Rugaard Thorsen, senior forretningsudvikler benrt@adm.dtu.dk, 2916 6777.