Nysgerrige besøgende strømmede til det årlige Åbent Hus-arrangement på DTU, og det rekordstore antal gæster fik set, rørt, smagt og duftet til alle de ting, DTU kan byde på.
Mere end 2700 potentielle studerende lagde vejen forbi DTU’s Åbent Hus-arrangement torsdag den 2. marts. Det er det største antal besøgende nogensinde, og de mange gæster havde rig mulighed for at høre om alle de forskellige uddannelsesretninger, der i dagens anledning havde fundet deres sjoveste fest-tricks frem.
De potentielle studerende kom fra hele landet, og busser havde fragtet både bornholmere, jyder og en enkelt bus havde endda taget den lange tur fra Flensborg i det nordlige Tyskland, for at se på, hvad DTU's uddannelser kan byde på. Der blev leget med robotter, sammenlignet chokolade (i videnskabens navn), svaret på spørgeskemaer og stillet spørgsmål i overflod.
Marie Dinesen, der var projektleder på arrangementet, var da også yderst tilfreds med, hvordan dagen forløb.
”Det var en rigtig god dag. Vi havde flere besøgende end nogensinde før, og det viser bare, at der er en stigende interesse for ingeniøruddannelserne blandt de unge - det er jeg rigtig glad for.”
Se med herunder og fornem stemningen, der spredte sig på campus i Lyngby.
Over 100 mulige studerende var med på rundvisning på Softwareteknologi
DTU Science Show gav den fuld gas for dem, der var mødt op 10.30
Aksel Tønder var en af de fire oplægsholdere, der ved Åbent Hus fortalte de fremmødte om livet efter DTU. Aksel er uddannet diplomingeniør i bygningsdesign og i dag ansat ved MOE
Naturvidenskaben forundrer en flok tilskuere i den store Sportshal
Holdet bag DTU Science Show har en forkærlighed for flammer og eksplosioner - de har dog styr på det
Det ser farligt ud, men ingen studerende kom til skade under årets arrangement
|
|
Frederikke Schade Jensen, 19 år og fra Gentofte
Hvorfor er du her i dag?
"Jeg er faktisk på 4. år af gymnasiet - jeg dyrker nemlig beachvolley på højt niveau, så det skal der også være tid til. Jeg kigger på flere uddannelser, men hælder måske mest til bygningsingeniør lige nu."
|
Christian Høj, 19 år og fra Varde
Hvorfor er du her i dag?
"Jeg er her i dag, for at se mere til IT og Økonomiuddannelsen. Det er to ting, der virkelig interesserer mig, og det ville jeg gerne se mere på, før jeg træffer den endelige beslutning."
|