På trods af tekniske vanskeligheder på jomfruturen, er vindmøllebilen nu på vej mod Holland
Både interesserede fra DTU og flere danske medier kiggede med da vindmøllebilen blev testet og præsenteret. Nu er bilen ved at blive pakket sammen, så den kan komme sikkert til Holland, hvor den fra på torsdag skal dyste mod fem andre vindmøllebiler fra Grækenland, Holland og Tyskland.
Hård jomfrutur
Under første prøvekørsel på Flyvestation Værløse i onsdags havde bilen vanskeligheder med at køre i sidevind. Vindmøllebilen er bygget til at køre i modvind og viste sig under prøvekørslen at have en fejl, der betød at det sled meget på bilen at køre i sidevind.
”Det er rigtig godt at vi har haft mulighed for at køre i sidevind her i dag. Ellers havde vi nok aldrig opdaget de fejl, vi skal til at rette op på nu” forklarer Thomas Buhl, der er vejleder på projektet.
Da bilen først kom i direkte modvind, roterede rotorbladene lystigt, og vindmøllebilen viste, at den inden længe er klar til at kæmpe mod ligesindede i Holland.
Vindmøllebilen forventes at kunne køre med samme hastighed som vinden når den
skal dyste i Holland
Officiel præsentation
Efter jomfruturen blev vindmøllebilen præsenteret for alle interesserede, og holdet bag bilen gennemgik det projekt, de har arbejdet på gennem det sidste halve år. Over 50 nysgerrige dukkede op og lyttede, mens de studerende og deres vejledere præsenterede de beregninger, der beviser at vindmøllebilen, kan køre med høje hastigheder i modvind. Dog kan holdet bag bilen endnu ikke sige præcis, hvor højt farten kan komme. De venter stadig på at se den i aktion flere gange og måle på dens opførsel under flere forskellige forhold.
Afrejse mod Holland
Netop nu er vindmøllebilen ved at blive pakket ned og gjort klar til rejsen til Holland, hvor den kommer til at vente på holdet indtil på tirsdag. Samtidig er den første af de studerende på projektet ved at afslutte sin endelige eksamen i projektet med vindmøllebilen. I alt seks studerende skal til eksamen i projektet i løbet af de kommende måneder hos projektets tre vejledere, Mac Gaunaa og Thomas Buhl fra Risø DTU og Robert Mikkelsen fra DTU MEK. Bilen skal bestå sin endelige prøve til konkurrencen lørdag
den 23. august.
Under fremvisningen af vindmøllebilen blev der nysgerrigt spurgt ind
til mange af bilens tekniske detaljer