Vinderen af årets DM i Cleantech blev i går kåret hos Erhvervs- og Byggestyrelsen, og det blev den unge virksomhed Black Silicon Solar. Bag firmaet står DTU studerende, Rasmus Schmidt Davidsen.
”Vi gør det mere effektivt at producere energi gennem eksisterende solcelleteknologi. Det gør vi kort fortalt ved at have udviklet en nano-belægning, der så at sige absorberer mere sollys” siger Rasmus Schmidt Davidsen fra Black Silicon Solar.
Rasmus Schmidt Davidsen udviklede teknologien bag Black Silicon Solar som et studieprojekt på Danmarks Tekniske Universitet, og firmaet skal nu repræsentere Danmark ved VM i Cleantech, der finder sted i Silicon Valley i den Globale Iværksætteruge, uge 46. Det er en konkurrence, hvor Danmark har stærke traditioner.
”Dette er tredje gang vi afholder DM og tredje gang vi sender en lovende virksomhed til VM – de to foregående gange er vi blevet nummer 3 og nummer 1, så der er store forventninger til dette års vinder” udtalte Anders Hoffmann, Vicedirektør hos Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Turen til VM er ikke kun med fokus på deltagelse i konkurrencen - det er også en stor mulighed for vinderen, slår de fast hos medarrangøren Venture Cup. Direktør Michael Bak: ”Vi har skruet et godt program sammen til dem i Silicon Valley, hvor de sammen med andre nordiske deltagere skal showcase og møde en lang række investorer. For en ung virksomhed som Black Silicon Solar er dette en unik mulighed for at møde nogle af de største inden for branchen og træne deres muligheder for at rejse endnu flere penge til færdigudviklingen af deres teknologi.”
Generelt er der stort fokus på Cleantech virksomheder og deres internationale udvikling i denne tid. Til december deltager samtlige af gårsdagens finalister nemlig i udvælgelsen til Nordic Cleantech Open top 25, hvor der er tradition for stor investorinteresse på tværs af de nordiske lande.
Læs mere om Rasmus Schmidt Davidsen og projektet her