Små og mellemstore virksomheder kan udvikle højteknologiske koncepter eller prototyper i tæt samarbejde med DTU-forskere, innovationskonsulenter og forretningsudviklere i vækstforløbet SMART Innovation.
Vækstforløbet ’Viden som Vækstmotor’ hos Scion DTU har været afgørende for virksomheden ABC-Lys, der udvikler, producerer og sælger kvalitetslamper. I vækstforløbet fik virksomheden tilknyttet to professorer og lavet en 17-punkts plan. Resultatet er et markant løft af virksomhedens kvalitets- og leveringssikkerhed fra 60-80pct. til 95-100 pct. samt et markant øget salg.
Den samme vækst kan andre små og mellemstore virksomheder i Region Hovedstaden opleve i projekt SMART Innovation, der er en fortsættelse af ’Viden som vækstmotor’, mener projektleder for innovation på Scion DTU Lau Gotthard Christensen.
Her arbejder man på at skabe vækst ved at udvikle højteknologiske koncepter eller prototyper i et tæt samarbejde med DTU-forskere, innovationskonsulenter og forretningsudviklere hos Scion DTU.
Vækst på nye markeder
”Samarbejdet giver virksomhederne den nyeste viden ind ad døren og en mulighed for at opnå vækst på nye eller nuværende markeder. Omvendt giver samarbejdet forskerne et videns- og teknisk forspring til at skabe nye forretninger, udvikle nye produkter og services samt optimere processer og forretningsudvikling,” siger Lau Gotthard Christensen.
I forløbet tildeles hver virksomhed op til 400 timer, der er øremærket sparring med DTU-forskere, 45 timer forretningsrådgivning samt 100 faciliteringstimer fra Scion DTU. Hvert projekt forventes at forløbe over en periode på 9-12 måneder. Forløbet understøttes løbende af Scion DTU’s innovationskonsulenter og forretningsrådgivere, der bistår virksomhederne i at opnå kommerciel succes.
Projektet begynder oktober 2015 og varer indtil august 2018. Der er plads til 68 virksomheder fra Region Hovedstaden. Hvis du som virksomhedsejer er interesseret, kan du kontakte projektleder hos Scion DTU, Lau Gotthard Christensen, lgc@sciondtu, for yderligere oplysninger.
Læs mere om Smart Innovation