Nyt center for ”Sygdomssystembiologi”

VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN støtter etableringen af et nyt “Center for Sygdomssystembiologi  -  Center for Disease Systems Biology”, som et samarbejde mellem Professor Søren Brunak, Danmarks Tekniske Universitet, og Professor Anders Juul, der er overlæge på Juliane Marie Centret på Rigshospitalet. Det nye center støttes med kr. 24.200.000 over 4 år.

Det overordnede mål med centrets forskning er at skabe en tværvidenskabelig platform for systembiologisk analyse af genetiske netværk bag sygdomme, med fokus på fertilitet, vækst og reproduktion.

 

Centrets forskning skal føre til opdagelsen af nye sygdomsgener med vægt på at afdække molekylære mekanismer, som også kan forklare effekten af ændrede kemiske påvirkninger af mennesker fra det omgivende miljø. Centret vil benytte sig af computermetoder til sygdomsgenfinding, der blandt andet er baseret på dataintegration af data fra f.eks. DNA chips, protein-protein vekselvirkningsanalyse, proteinlokalisering og tekstanalyse (videnskabelige artikler, sygdomsbeskrivelser og elektroniske patientjournaler).

 

Centret vil arbejde med udgangspunkt i databaser og information i biobanker, som er opbygget over en årrække på Rigshospitalet. Afdelingen for Vækst og Reproduktion har f.eks. påvist en sammenhæng mellem testikelkræft, medfødte genitale misdannelser og nedsat sædkvalitet. På computersiden vil det nye center kunne drage fordel af den omfattende infrastruktur til bioinformatik og systembiologi, der er opbygget på DTU gennem de sidste 10 år.

 

Centret blev oprettet den 1. marts 2007 med Professor Søren Brunak som centerleder. Centerdeltagere er Danmarks Tekniske Universitet og Rigshospitalet, Københavns Universitet. Centerbevillingen er uddelt af VILLUM KANN RASMUSSEN FONDEN, som ved etablering af dette VKR Centre of Excellence ønsker at styrke udvalgte forskningsområder på højt internationalt niveau og sikre, at dansk ekspertise udnyttes og udvikles bedst muligt.