Human Frontier Science Program (HFSP) har bevilliget en mio. US$ til et forskerteam med deltagelse af lektor, dr.scient. Henrik Flyvbjerg fra DTU Nanotech.
Gruppen vil i en treårig periode benytte bioinformatik, biofysik og matematisk modellering til at udforske evolution og funktion af en nyopdaget struktur i hale-domænet på visse medlemmer af en familie af proteiner kaldet myosin.
Motoren bag mange former for bevægelse i levende organismer er et myosin-molekyle, fx i alle muskler, og defekter i myosin er årsagen til visse alvorlige sygdomme.
Projektet med titlen ”Implication of Tail Structural Features on Molecular Mechanisms and Biological Function of Myosins” skal give øget fundamental forståelse af myosin.
Forskergruppen består af professor James A. Spudich, Stanford School of Medicine, Stanford University, USA, professor Ramanathan Sowdhamini, National Center for Biological Sciences, Tata Institute for Fundamental Research, Bangalore, India og Henrik Flyvbjerg.
Henrik Flyvbjerg arbejder med anvendelse af teoretisk fysik på problemer inden for molekylær- og cellebiologi og har bidraget til udviklingen af nogle af de metoder og instrumenter, som skal anvendes i dette forskningsprojekt, bl.a. optiske pincetter som med en koncentreret lysplet kan fastholde en mikroskopisk partikel, og super-opløsningsmikroskopi, som gør det muligt med et mikroskop at se afstande, der er 500 gange mindre end normale metoder kan.