Image i top hos studerende

DTU har et godt image blandt landets ingeniørstuderende. Det fremgår af den årlige undersøgelse af ingeniørarbejdspladsernes image, som er foretaget af Mediehuset Ingeniøren.

DTU fremstår som en attraktiv arbejdsplads blandt ingeniørstuderende, viser Profilanalysen 2010, som er udarbejdet af Mediehuset Ingeniøren.

 

Kun overhalet af de store, private erhvervsvirksomheder Vestas, Novo Nordisk og Grundfos placerer de 1.060 adspurgte ingeniørstuderende DTU på en fjerdeplads i imageundersøgelsen.

 

På fire parametre scorer DTU topkarakterer hos de studerende, der således opfatter universitetet som en arbejdsplads med faglig udvikling, indflydelse og selvstændighed, udvikling og nytænkning samt balance mellem familieliv og arbejdsliv.

 

Blandt de 2.777 færdiguddannede ingeniører, der har deltaget i imageundersøgelsen, er det akkurat de samme fire parametre, hvor DTU scorer højst.

 

DTU’s image blandt færdiguddannede ingeniører placerer sig på en 12. plads ud af i alt 111 ingeniørarbejdspladser og er igen primært overhalet af større, private virksomheder.

 

Baggrund om undersøgelsen

Profilanalysen 2010 er udarbejdet af Mediehuset Ingeniøren i samarbejde med Capacent Epinion på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse. Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgte personer fra Ingeniørens webpanel på 6.000 færdiguddannede ingeniører og 2.500 studerende. I alt har 3.837 medlemmer svaret på undersøgelsen, hvoraf 1.060 er ingeniørstuderende og 2.777 er færdiguddannede ingeniører.